skal vide det af mig selv, at De itide kan arbejde imod mig, og publikum også her se Deres finger. 1. Jeg kunde i stedet for svar med bitter sandhed have kommenteret over et vist vers i Pauli brev til Titus; jeg kunde nævnet Dem et menneske, på hvem denne apostrofe i rette tid måske ikke vilde have været spildt. Men jeg vilde ikke bedrøve Dem, jeg vilde ikke tilintetgjøre Deres virkekreds. Est aliquid, quod in hostem non licet, tænkte jeg. Men så tænkte ikke De. Hver en krænkelse, der kunde såre mit hjærte, hver en giftdråbe, der kunde fortære min kraft, var Dem velkommen. Med hånende smil stødte De den forgiftede dolk i mit hjærte og spurgte mig: Vil du tro på Luther, den augsburgske konfession og den lille katekismus, der ere den herskende kirkes trosartikler, eller vil du fare til helvede med Semler, Teller og Løfler 1)? m. De lover i Deres offentlige svar på mit brev, Pligtankeret 2. b. 3. h., aldeles uombedet at ville være mig, hvad Johannes var for hin fordærvede yngling. De forsikrer mig om, at De har hjærte til at være mig en Johannes, og siger til mig Jeg har aldrig misbrugt noget menneskes fortrolighed!! Ad populum phaleras, ego te intus novi et in ente! Jo! Ds. H., min svigeløse fortrolighed, min åbenhjærtede tillid har De misbrugt. De har handlet imod mig som hine biskopper, der lokkede Johan Huss til Kostnitz. n. I højeste grad fornærmet kunde jeg umuligen holde en, jeg så højt og så oprigtigen fra min første ungdom har agtet, for en hykler. Jeg overvinder mig selv, går til Dem i det håb, at vi måske kunne tale os til rette og et ufejlbarligt skandal forebygges. Med et hjærte fuldt af hengiven tillid nærmer jeg mig Dem. Røbede vel en af mine miner eller et af mine ord mindste ubeskedenhed? Og hvorledes overfusede De mig! De behandlede mig ikke anderledes, end jeg, om jeg havde været biskop, vilde behandle en af disse gejstlige Hanswurster, der have afkastet deres præstekjole for at tillade sig 1) Alle disse forskrækkelige ting havde Balle gjort i sine artikler i .Pligtankeret. II, 3. h. en adfærd, der beskæmmer deres stand og embede. På den inhumaneste måde begegnede De mig. De stikker fingrene i ørerne og vil ikke engang høre mig, og på Deres visitatser fortæller De,,,at Repertøren har været hos Dem for at pønitere". Gud bevare mig! ●. Uden mit vidende, imod mit ønske går justitsråd Pram dagen efter til Dem og ytrer den almindelige indignation over Deres adfærd imod mig. For hans skyld går jeg efter Deres udtrykkelige anmodning atter til Dem på den af Dem selv bestemte tid, og De der selv har bestilt mig did, nægter Dem hjemme, uagtet jeg både ser og hører Dem. gjorde jeg det hellige løfte aldrig at betræde Deres dørtærskel. Da V. Var den ædle N.N. (jeg skriver intet navn1) biskop i Sællands stift, jeg var visseligen allerede, hvad jeg burde være, præst. Dog, det kan jeg helligen forsikre Dem, jeg har aldrig ønsket Deres død, uagtet den vil åbne mig en virkekreds, hvortil jeg er duelig og værdig. I. Det står ikke i Ds. H.'s magt at give mig erstatning for følgerne af den uret, som De har tilføjet mig. Kan De give mig min tabte helbred igen og min tabte sindsro? Måtte ingen efter min død nævne Dem som min morder! P. S. Dette brevs indhold véd ingen uden Ds. H. og jeg. Hvert ord deri sagt til og om Dem selv tage De i den bedste mening. I mit hjærte slumrer endnu en gnist af tillid De kender uden min erindring den forpligtelse, som sigillum silentii pålægger en religionslærer. Intet af dette brevs indhold behøver kundgørelse. Det rhapsodiske foredrag bedes Ds. H. at undskylde. Min tid er knap, jeg lever af at korrigere. Til dette åndsfortærende arbejde tvang De mig. Hertil føjer biskoppen: Ved dette sigillum silentii mig således foreskrevet holdtes jeg fra at røre videre ved det læste. Imidlertid kan sigillum silentii ikke forpligte en embedsmand til at fordølge de besværinger, som gøres over ham selv til krænkelse for hans tænke- og handlemåde. Men da brevet ikke kunde fremlægges uden at påføre andre embedsmænd ubehage ') Balles anmærkning. 7 ligheder, måtte jeg den gang tie. Det faldt mig ikke ind at uddrage de besværinger, der angå mig selv, før nu i denne aften, da jeg modtog magisterens anden skrivelse. 2. Skrivelse fra M. Møller til bisk. Balle. b. Hvor længe skal den skærsild vare, som Ds. H. af nidkærhed for mit evige vel tændte for mig i året 1795, at jeg i den skulde sone Repertoriets brøde og lutres til samfund med den triumferende kirke? C. Indeværende år har jo Ds. H. selv ordineret en mand til præst, der dels under sit navn, dels i det famøse blad: ,,Ortodoxien nedriver sig selv" har spottet, hånet og beskæmmet ikke kirkesystemet, men Jesu Kristi religion. Det har jeg aldrig gjort. Vil De selv parodiere Deres udtryk om Repertoriet (Pligtank. II, 3. h.): Dant veniam corvis, vexant censura columbis (sic)? Hin præst har på prent paskvilleret Dem selv. Når gjorde jeg nogensinde det1)? endnu uden byder Dem, g. Jeg en ringe mand for Deres skyld den virkekreds, jeg er berettiget til at fordre, Sællands biskop, min hånd til udsoning. (Jeg, biskop Balle, er mig ikke bevidst at have nogensinde med vidende og villie forurettet mag. M. Møller; men jeg er mig bevidst aldrig at have båret had til ham, ligesom jeg heller ikke bærer endnu ---, og altså behøves fra min side ingen udsoning.) Jeg tiltror Dem hjærte til at føle min uskyldighed i henseende til Deres anklage. (Hvad for en anklage? Når og hvor har biskop Balle 1) Det er ikke muligt at antage, at der ikke må være nogon sandhed heri. Af de 14 kandidater, der dette år bleve ordinerede, er der kun én, på hvem man kan tænke: P. H. Mønster, der siden blev præst i Ringsted og amtsprovst. Han ordineredes den 7. avg. til sognepræst i Gyrstinge og Flinterup. Han havde skrevet adskilligt i Iris og andre tidsskrifter og var forfatter til stykket Troens kvaksalver. (prof. F. L. Bang) i M. K. Bruns Tria juncta in uno.. Om han også havde skrevet i Ortodoxien nedriver sig selv., kan jeg ikke oplyse. Så vidt jeg véd, er det ubekendt, hvem der udgav og skrev i dette blad. det tredie anklaget mag. Møller?) Med hele min fordums tiltro vender jeg mig atter til Dem. (Jeg, biskop Balle, kender ingen forsætlig skyld, hvorved jeg skulde have forspildt den.) Oratio, meditatio, tentatio facit theologum ak hr. biskop: De jog mig ind i anfægtelsernes ild, lutret i teologiens gloende ovn træder jeg atter frem for Dem; med den ærbødighed, jeg skylder Deres embede, med den højagtelse, jeg bærer for Dem selv, spørger jeg Dem De regne mig det ikke til onde, at jeg ikke véd at belægge mine ord, om De ved at tale min sag med velvillie og iver uden tvetydighed vil indvie mig til en virkekreds, der for længe siden burde været min. (Hverken biskop Balle eller nogen anden biskop kan tale mag. Møllers sag på nogen måde til at blive præst, ej heller indvie ham, så længe kongen ikke har befalet, at han skal være befriet for attestats.) Vil De, at jeg skal have føje til at velsigne Deres minde, eller vil De ved at slukke den sidste gnist af håb i min sjæl friste mig til i fortvivlelsens, i dødens stund at forbande Deres minde som min velfærds, mit livs morder? (Biskop Balle véd med fuld vished, at han ikke fortjener et eneste menneskes forbandelse, men han nægter ikke, at den bitterhed, der fremlyser af slig trusel, indjager ham skræk og angst.) b. Kan Deres Højærværdighed som teolog, som biskop, som menneske forsvare at foretrække et udueligt og uværdigt menneske af almén bekendt liderlighed, den ved en kongelig resolution afsatte N. N. for mig. Vist ikke 1). Hr. mag. tillægger i slutningen: Hvad jeg vilde og måtte gøre, om jeg nogensinde skulde blive præst, har jeg aldrig dulgt — anstifte et skisma i kirken. Dette antager jeg at være nedskrevet i hast uden videre betænkning. 1) Til Feltpræster kaldtes N. Boysen og L. C. Bergmann. De ordineredes d. 18. decbr. 1805. Da de altså begge vare kandidater, kan det ikke være til nogen af dem, han sigter. Det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste fra 1704-1709 og Rejsningen i Ungarn. Mest efter utrykte Kilder. Af Joh. Forchhammer. Iblandt de Haandskrifter, som bevares i Herlufsholms Archiv, findes en Pakke, betitlet: "Documenta und Briefe, betreffend die Verpflegung etc. der im kayserlichen Dienste stehenden königl. Dänischen Truppen von Ao. 1703, 4, 5, 6, 7 und 8.. Disse Papirer ere, som de fleste haandskrevne Sager, der findes paa Herlufsholm, komne dertil ved Gehejmeraad Christian Brandts Død 1805. Efter Indholdet maa de oprindelig have tilhørt den danske Minister (Envoyé extraordinaire) i Wien, Kammerherre, Etatsraad F. v. Weyberg, der i August 1703 afleste Urbich som dansk Minister ved det kejserlige Hof og døde ugift i Wien 1720. Hvorledes dette Brudstykke af Weybergs Papirer er kommet i den Brandtske Families Eje, kan jeg ikke oplyse. Pakken indeholder, chronologisk ordnet, dels originale Breve til Weyberg, mest fra de skiftende Overbefalingsmænd over de danske Tropper, der i de nævnte Aar vare i øster |