anklaget mag. Møller?)

Med hele min fordums tiltro vender (Jeg, biskop Balle, kender ingen for

jeg mig atter til Dem.

sætlig skyld, hvorved jeg skulde have forspildt den.) Oratio, meditatio, tentatio facit theologum

det tredie

ak hr. biskop: De jog mig ind i anfægtelsernes ild, lutret i teologiens. gloende ovn træder jeg atter frem for Dem; med den ærbødighed, jeg skylder Deres embede, med den højagtelse, jeg bærer for Dem selv, spørger jeg Dem De regne mig det ikke til onde, at jeg ikke véd at belægge mine ord, om De ved at tale min sag med velvillie og iver uden tvetydighed vil indvie mig til en virkekreds, der for længe siden burde været min. (Hverken biskop Balle eller nogen anden biskop kan tale mag. Møllers sag på nogen måde til at blive præst, ej heller indvie ham, så længe kongen ikke har befalet, at han skal være befriet for attestats.) Vil De, at jeg skal have føje til at velsigne Deres minde, eller vil De ved at slukke den sidste gnist af håb i min sjæl friste mig til i fortvivlelsens, i dødens stund at forbande Deres minde som min velfærds, mit livs morder? (Biskop Balle véd med fuld vished, at han ikke fortjener et eneste menneskes forbandelse, men han nægter ikke, at den bitterhed, der fremlyser af slig trusel, indjager ham skræk og angst.)

b. Kan Deres Højærværdighed som teolog, som biskop, som menneske forsvare at foretrække et udueligt og uværdigt menneske af almén bekendt liderlighed, den ved en kongelig resolution afsatte N. N. for mig. Vist ikke1).

Hr. mag. tillægger i slutningen:

Hvad jeg vilde og måtte gøre, om jeg nogensinde skulde blive præst, har jeg aldrig dulgt anstifte et skisma i kirken.

Dette antager jeg at være nedskrevet i hast uden videre betænkning.

1) Til Feltpræster kaldtes N. Boysen og L. C. Bergmann. De ordineredes d. 18. decbr. 1805. Da de altså begge vare kandidater, kan det ikke være til nogen af dem, han sigter.

Det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste fra 1704-1709 og Rejsningen i

Ungarn.

Mest efter utrykte Kilder.

Af

Joh. Forchhammer.

Iblandt de Haandskrifter, som bevares i Herlufsholms Archiv, findes en Pakke, betitlet: Documenta und Briefe, betreffend die Verpflegung etc. der im kayserlichen Dienste stehenden königl. Dänischen Truppen von Ao. 1703, 4, 5, 6, 7 und 8.. Disse Papirer ere, som de fleste haandskrevne Sager, der findes paa Herlufsholm, komne dertil ved Gehejmeraad Christian Brandts Død 1805. Efter Indholdet maa de oprindelig have tilhørt den danske Minister (Envoyé extraordinaire) i Wien, Kammerherre, Etatsraad F. v. Weyberg, der i August 1703 afløste Urbich som dansk Minister ved det kejserlige Hof og døde ugift i Wien 1720. Hvorledes dette Brudstykke af Weybergs Papirer er kommet i den Brandtske Families Eje, kan jeg ikke oplyse.

Pakken indeholder, chronologisk ordnet, dels originale Breve til Weyberg, mest fra de skiftende Overbefalingsmænd over de danske Tropper, der i de nævnte Aar vare i øster

rigsk Tjeneste, og fra Justitsraad Tobias Rosbach, der som Overkrigskommissær fulgte denne Troppeafdeling 1), dels Documenta, d. v. s. officielle Skrivelser og Forhandlingsprotokoller i Original eller som oftest i Kopier. Indholdet saavel af Brevene som af Dokumenterne drejer sig hovedsagelig om de danske Troppers Forplejning og Udrustning, om Restancer og Afregninger, om Vanskeligheden ved at faa de fornødne Pengemidler anviste og inddrevne, om Umuligheden af at faa Tropperne rekruterede, remonterede og paa forskjellig Maade udrustede uden Penge, hvortil der fra østerrigsk Side svares med stadige Klager over Excesser, som de danske Tropper beskyldes for at have begaaet. Om selve Krigsoperationerne lære vi af Dokumenterne Intet, af Brevene kun lidt. I de bevægede Krigsmaaneder standse som oftest baade Brevvexlingen og de forskjellige Forhandlinger for igjen at begynde, naar Tiden til Vinterhvilen nærmer sig, og Brevvexlingen bliver i Reglen livligst, naar Forberedelserne til Opbrud fra Vinterlejren sætte alle Kræfter i Bevægelse for at indhente det forsømte.

Det kan saaledes vistnok synes, som om denne Samling Aktstykker har en meget indskrænket historisk Betydning, men ganske uden Interesse er den dog ikke, da den kaster Lys over Begivenheder og Forhold, der hidtil slet ikke ere blevne behandlede fra dansk Side. Thi vel have de danske Hjælpekorps, der gjorde Tjeneste i den spanske Arvefølgekrig, fundet deres Historieskriver 2); men Begiven

1) Tobias Rosbach, Postmester i Rendsborg, udnævntes 4. Nov. 1702 til Krigskommissær ved de kgl. Tropper i Italien (Instruktion af 21. Nov. 1702), og 18. Okt. 1704 til Overkrigskommissær (Instruktion af 22. Decbr. 1705). Rentekammerarchivet.

2) J. H. F. Jahn, De danske Auxiliærtropper, et krigshistorisk Udkast. Kbhvn. 1840-41.

hederne i Nederlandene og ved Rhinen maatte fortrinsvis drage Historikerens Opmærksomhed paa sig, og her synes ogsaa Kilderne at have flydt rigeligere. For det Korps' Vedkommende, der stod i østerrigsk Tjeneste, standser Jahn ved Udgangen af Aaret 1703, da det ikke mere brugtes mod de Franske". Det var Jahns Agt i Militært Repertorium (anden Række, Aargang 1843) at meddele en Række Afhandlinger til Udfyldning af Hovedværket deriblandt ogsaa en om dette Korps' senere Skjæbne i Kampen mod Ungarerne -, men kun den første Artikel: Korpset i Ungarn og Polen 1692-1699» saa Dagens Lys.

Saaledes staa vi uden andre trykte Hjælpemidler end de sparsomme Efterretninger, der findes i A. Høyers og N. D. Riegels' Værker til Frederik den fjerdes Historie. Den nyeste Forfatter af den dansk-norske Hærs Historie O. Vaupell synes paa dette Punkt kun at have est af trykte Kilder.

Det er begribeligt, at de Værker, der omhandle den Østerrigsk-ungarske Historie 1), kun have Betydning for den almindelige Forstaaelse af de Begivenheder, hvori de danske Tropper vare kaldede til at tage Del. Selv i militærhistoriske Skrifter maa man ikke vente at finde meget til Oplysning om vore Troppers Forhold 2). Archiv für österreichische Geschichte

Enkelte Artikler i behandle Rákóczis

1) Som Mailath Geschichte der Magyaren B. 3, zweite Auflage, Regensburg 1853. F. Krones Geschichte der Neuzeit Österreichs vom achtzehnten Jahrhundert bis auf die Gegenwart. Berlin 1879.

*) Friedrich von der Wengen Geschichte des k. k. Oesterreichischen 13. Dragon-Regiments, Prinz Eugen von Savoyen, seit seiner Errichtung 1682 bis zur Gegenwart. Brandeis 1879. Skjøndt Regimentet gjorde Tjeneste først i Italien senere i Ungarn tildels samtidigt med de danske Hjælpetropper, nævnes disse dog kun ganske i Forbigaaende.

Rejsning 1), men Hovedværket for dette Tidsrums Historie er Archivum Rakoczianum, der desværre er forfattet paa Magyarisk, men hvis diplomatiske Bilag (udgivne af E. Simonyi, Pest 1871-77) i tre Bind indeholde et rigt Uddrag af Depescher fra den engelske Minister ved Hoffet i Wien og andre politiske Aktstykker vedkommende Ungarns Rejsning i Aarene 1703-1711. Her kunne vi forfølge ikke blot alle diplomatiske Forhandlinger, men ogsaa de militære Begivenheder denne Rejsning vedkommende i de mindste Enkeltheder, og selv om de danske Troppers Skjæbne i disse Aar finde vi saa omstændelige Beretninger, som intet andet Steds foreligge trykte. Denne Samling Aktstykker har været mig af største Betydning ved Udarbejdelsen af denne Afhandling, idet ikke blot Fremstillingen af den ungarske Rejsning overvejende er udarbejdet derefter, men ogsaa det Kjendskab til de danske Troppers Fata, som jeg derigjennem har vundet, har været mig en betydelig Hjælp ved Benyttelsen af den danske Minister Weybergs Indberetninger til sin Regering, der bero i Gehejmearchivet og kun kunne benyttes paa selve Stedet. Jeg har ulige hurtigere fundet mig til Rette i det store Materiale, end jeg ellers havde kunnet gjøre.

Af utrykte Sager har jeg foruden den Afskrift (i Folio) af A. Høyers større Frederik d. 4des Historie, som beror paa det kongelige Bibliothek, sammesteds gjennemset I. Brincks Samlung historischer Nachrichten I Bind 1689 -1706, II Bind 1707-17142). Intetsteds ser man tydeligere den Forskjel i Bedømmelsen og Behandlingen, der er bleven de forskjellige Hjælpekorps til Del; thi medens Sam

1) F. Krones Zur Geschichte Ungarns im Zeitalter Franz Rákóczy's II i d. 42. og 43. Bind.

1) Kalls Manuskripter Folio Nr. 87.