Pedanter og komiske Figurer, dels ubevidst selv slaar ind i, naar han lader sine Elskere og Elskerinder tale Cancellistil. Saaledes hvor Forfatteren bestræber sig for at give Frierscenerne individuelt Liv ved at lade den Talendes Stand præge hans Sprog. Kjøbmanden har Licena ⚫kjerere end Fenesionerne deris Rigdom og de Hollender deris Bank». .Baro, en fornem Officer, frier i følgende Tale: Allerkjeriste Demoiselle og deyligste Moe, mig Tilmoden (?) maaskee skulle hende for Dristighed ansees, at jeg min inbrændende Kjærlighed følger oc den fulde Seigel ophiser, hendis Skjønhed at beskue, beskuet tilbede oc tilbeden om Hjelp at bemøde. Min Intention og Sinds - Begjerlighed er Damoisellen ved mit ringe Bref fremstillet og efter den Tid gjorde Begjering og hendis gunstig Tilladelse fremskinner jeg hendis Qvaliteters Høyhed at ære og opvarte...., hvorpaa Licena svarer: Her Major, Hans Kjærlighed, som mig præsentere, anseer jeg at overtræffe min Værdighed, til hannem, som en Cavalier, bør en Adelig Dame, som til Nafnet og Standen kunde svare; ellers befindis min Ringhed saadan høy Erepligt skyldig at æstimere...., hvilket jeg Her Major til endelig resolution efter sin Begjering her med tjenstskyldigen vilde bemercke.» Jacob Schandrups dramatiske Virksomhed fra c. 1710 har jeg omtalt; den staar snarere under end over de her skildrede Producter.

Saadanne vare Holbergs nærmeste Forgængere i vort Drama. Bortset fra deres og Skeels Stykker, som neppe ere blevne opførte, hvad er da i Korthed Resultatet af Undersøgelsen med Hensyn til Theatrets Stilling ved Aar 1722, da den danske Skueplads aabnedes og Holberg optraadte? Det beherskedes af de tyske Trupper med deres Marionetspil og Haupt- und Staatsactionen, i hvilke den franske

Historisk Tidsskrift. 5. R. II.

6

Smag vel begyndte at spores, men i saa forvansket og ukjendelig Skikkelse, at Holberg fra denne Side ikke kunde laane andet end Stof for sin Satire (Ulysses v. Ithacia). Ved Hoffet dyrkedes Operaen, hvis Hovedfortjeneste var, at den havde begyndt, om end kun rent undtagelsesvis, at optage Modersmaalet paa Scenen ved Siden af de fremmede Sprog. Vel hentede ogsaa den undertiden sine Emner fra den franske Tragedie, men efter Operaens Natur kunde Indholdet her kun i ringe Grad komme dramatisk til sin Ret. Derimod havde franske Hofskuespillere allerede i en Række af Aar udbredt Smagen for deres Fædrelands klassiske Mesterværker blandt det fornemme Publikum, der forstod Sproget. Endelig førte det gamle religiøse Skuespil endnu et hensygnende Liv i Provinsafkroge; 1724 udkom Lønborgs Komedier, samme Aar spilledes Esther og formodentlig Jael, samt rimeligvis c. 1730 Salvande, alle i Nakskov. Der er imidlertid ingen Sandsynlighed for, at Holberg har kjendt eller paaagtet Skolekomedien. De enkelte fælles Typer, man synes at gjenkjende, skyldes enten den antike Indflydelse paa Skolekomedien (stortalende Soldater), eller have stærkt modificerede naaet Holberg gjennem hans italienske og franske Forbilleder (Middelalderens Nar Chilian, Arv og Henrik) og gjennem de Laan, Operaen og Festskuespillet efter Trediveaarskrigen gjorde fra Skolekomedien, især de Partier af den, hvor en mere satirisk og realistisk Lystspilretning var trængt ind (Bondescenerne; Thøgersen). En af Digterne i Overgangstiden efter Trediveaarskrigen synes bestemt at have paavirket Holberg, nemlig Lauremberg, mindre dog som Dramatiker (Pedanten Blax) end gjennem sine Satirer, der ikke blot ligesom Holberg med Forkjærlighed vende Braadden mod Forfængeligheden,

de nye Moder og Noder, men ogsaa i Enkeltheder frembyde paafaldende Overensstemmelser med ham.

Men hvor tiltalende det end kan være for Granskeren i det Enkelte at efterspore Spirer til Holbergs storartede Virksomhed i vor egen Fortid, bliver dog vistnok Resultatet i det Hele og Store det, at Holbergs Komedie staar som en væsentlig ny Begyndelse, et i alt Fald ikke ad directe Vei forberedt Gjennembrud i den danske Literatur.

Rettelser og Tillæg.

Efter Trykningen er jeg ved Hr. Bibliotheksassistent Brickas Velvillie bleven gjort opmærksom paa nogle Kildesteder, der give Oplysninger til enkelte Punkter af min Afhandling, og som jeg derfor lader følge.

S. 43, Note 2. Kükelsoms Ballet nævnes i Christian IV's egenhændige Breve 1632-35, pag. 252, Noten.

S. 44, Lin. 4 f. n. Allerede Kongerne Christian II og III holdt Sangerchor og formodentlig fremmede Musikere, s. Rørdam Univ. Hist. I. 321 ff.

S. 47, Note 1. Det haandskrevne Program til en „,RozsBallet" (af G. S. Winter v. Adlersflügel) med Tegninger, Planer og Noder, dediceret til Christian V, men uden Angivelse af Aar eller Anledning, findes i Gl. kgl. Sml. i 4to, Nr. 1876.

S. 50. I Østs Literatur-, Kunst- og Theaterblade, 1798-99, I. 294, citeres en Artikel af Monthly Magazine, Mai 1796, hvor det er paavist, at Bering har laant i alt Fald en Del af sine latinske Vers i Natalitiæ Choreæ af Jesuiten Dionysius Petaus († 1652) Drama Carthaginienses. Cfr. Hist. Tidsskr. 5. R. I. 16.

84

J. Paludan: Om Dramets Udvikling i Danmark.

S. 57, Note 2. Frederik III's Hofmarschal var Christoffer Sehested.

S. 73, Lin. 15. Ole Rosenkrantz var Mogens Skeels Svigerfader. Om Skeels ikke altid velvillige Stilling til Hofkredsene findes Antydninger i Brasch „Om R. Molesworths Skrift: An account of Denmark," p. 36 ff. S. 73, Note 2. Hofmans Angivelse af Otto Skeel som Forfatter til ,,Grevens og Friherrens Komedie" er optagen hos Skeel ,,Familien Skeel", p. 304.

S. 77, Lin. 7. Mogens Skeel har ogsaa skrevet enkelte Digte, s. Skeel,,Familien Skeel", p. 257. Et latinsk Leilighedsdigt findes i Schønaus „,Lærde Fruentimmer", og et dansk Sørgedigt over Skeels Svoger, General Niels Rosenkrantz til Stougaard († 1676), er trykt sammen med Mich. Henrichsøns Ligprædiken over Rosenkrantz 1680. Bag i denne er ogsaa optaget „En bedrøfvit Moders Klagemaal ofver sin eniste Daatters, Birgitte Rosenkrantzis, ald for tiilige Døed," undertegnet M. S. og vist nok ogsaa skrevet af Skeel i hans Søsters, Birgitte Rosenkrantz's Navn. Hendes og Niels Rosenkrantz's Datter, Birgitte, angives rigtignok paa Stamtavlerne at være død i sit 10de Aar 1681, altsaa Aaret efter Ligprædikenens Udgivelse, men da der ingen Tvivl kan være om, at Digtet er over hende, maa der det ene eller det andet Sted være en Feil i Aarstallet. Begge Digte ere paa temmelig maadelige Alexandrinere, i Stil med Tidens sædvanlige Leilighedspoesi og indeholde intet Mærkeligt; det over N. Rosenkrantz er en Art rimet Levnetsbeskrivelse.

Bidrag til en karakteristik
af Malthe Møller.

Af

L. Koch.

85

I

den bevægede tid i slutningen af forrige århundrede var det ikke vanskeligt at blive en berømt mand». Tidsskrifterne med Minerva i spidsen kanoniserede stadig nu den ene, nu den anden af tidens talere og forfattere. Berømtheden varede rigtignok ikke ret længe, og når man nu vil vide besked med disse storheders liv og gjerninger, må man ofte møjsommelig opsøge de spredte småtræk, af hvilke der kun med vanskelighed lader sig samle et tydeligt billede.

En af de mærkeligste af disse mænd med en forbigaaende berømthed er Malthe Møller. Han hører heller ikke til de helt glemte. Som forfatter af Repertorium for fædrelandets religionslærere er han ofte omtalt 1).

Men

lige så stor opsigt som han den gang vakte, lige så ubemærket har han siden levet, uagtet han dog blev ved at

') Talrige samtidige anmeldelser, deriblandt især Badens universitetsjournal III, s. 124-132, IV, s. 28-40 og s. 142, V, s. 140 og 173-182. J. Møller, Balles levnet, Nyt theol. bibl. XII, 8. 181-187. Helvegs kirkehist. II, s. 310-312. N. M. Petersen V, s. 194-196. L. Koch, N. E. Balle s. 129-134. Se desuden Steffens, Was ich erlebte, Schaldemoses oversættelse II, s. 239 og 242.