erklæret 1), at han af synderlig Gunst og Naade, saa og for mangehaande Gunst og god Villie, som de hæderlige, fromme Mænd, Landet Ditmarskens Fogeder, Slutere, svorne Raadmænd og hele Menighed have bevist ham, og som han fremdeles venter af dem,» har efter sit Raads Raad stadfæstet det Brev, de afdøde Fyrster Henrik, Alf og Gert, Hertuger af Slesvig og Grever af Holsten, have givet dem paa Frihed og Privilegier i «Vort Land Holsten, at dette Brev i alle sine Punkter og Artikler til evig Tid skal vedvare, være vedtaget, befæstet og confirmeret for Os, Vore Arvinger og Efterkommere!» Havde Kongen paa samme Tid, som han viser Ditmarskerne sit venligste Ansigt, ja middelbart anerkjender deres frie Stat som sin kjære Nabo, eller i alt Fald lige strax derefter, bag deres Ryg arbeidet paa at berøve dem denne Frihed og Selvstændighed, som de satte den hoieste Pris paa at bevare, saa kunde han ikke frikjendes for en tvetunget Politik, som man ellers ikke har Grund til at tilskrive ham. Nærmere ligger den Formodning, at det paafaldende Skridt er udgaaet fra Keiseren og hans Kabinet, hvor navnlig Kurfyrst Albrechts Stemme har været afgjørende. Hensigten maa have været at drage Kong Christiern bort fra Hertug Karl af Burgundien, med hvem han siden 1466 stod i et Forsvars- og Handelsforbund, og at faa ham til at slutte sig til de tydske Magthavere. I Keiserens Kabinet tænkte man paa at forene Tydskland, Frankrig, Skotland og det skandinaviske Norden til et stort Forbund. Navnlig rettedes 1473 og 1474 Opmærksomheden paa Kong Christiern som den, der efter sin hele Stilling snarest kunde danne en Modvægt imod den

1) Kong Christierns Stadfæstelse paa Ditmarskernes Toldfrihed, dat. Rendsborg Tirsdag efter Oculi 1473, i Dipl. Christierni I p. 274. Bolten, Ditm. Geschichte III, p. 37.

burgundiske Magts Omsiggriben i Tydsklands Nordsølande, dem man da betragtede som nærmest truede af Hertug Karl. Ditmarsken blev saa udseet til Lokkemad for Kong Christiern. Kurfyrst Albrecht maa have været Drivhjulet i denne Politik. Om Kong Christiern har underhaanden været i Forstaaelse med ham, lader sig ikke afgjøre efter de nu foreliggende Oplysninger. Dog er det værd at lægge Mærke til, at Kongen, som i September 1472 havde med stor Kraft dæmpet Oprøret i Slesvig og slaaet sin Broder Gerhards nye Forsøg paa at frarive ham Fyrstendommerne til Jorden, havde derefter i December s. A. en Sammenkomst i Vilsnak med Kurfyrsten. Der kan Albrecht have følt sig for om Muligheden og Midlerne til at drage Kongen ind i den keiserlig-tydske Politiks Kreds 1).

5. Vistnok er dette kun Formodning; men med hvilken anden Gjætning vil man forklare Keiserhoffets uforanledigede og paafaldende Forekommenhed imod Kongen i disse Aar? Naar man seer Keiseren komme ham imøde med et nyt Fyrstendømme, seer den hurtige Villighed, hvormed Kongens Ønsker indrømmes, er det umuligt at afvise Indtrykket af, at det vel saa meget har været Keiseren som Kongen magtpaaliggende at faa Ditmarsken overgivet til denne og overhovedet at understøtte hans Planer. Erindres maa det imidlertid, at her er Tale om Forhold, som først efterhaanden klarede sig ud af Taagen i bestemte Linier, og at Keiser Frederik overhovedet ikke var Manden til skarpe Vendinger og hurtige Beslutninger. Han kunde vakle længe

1) C. A. H. Burkhardt, Das fünfte merkisch Buch, Quellensammlung zur Gesch. des Hauses Hohenzollern I, Jena 1857, p. 232, 242. Onsdag efter Concept. Mariæ var i 1472 den 9., ikke den 16. December, som Udgaven har.

imellem Indflydelser fra forskjellige Sider, imellem det, der syntes ham tjenstligst for det habsburgske Hus, og det, som det tydske Riges Tarv tilraadede. Man maa derfor ikke undres over, at der kan paavises Modsigelser i hans Adfærd, saa at det i Aarene 1473 og 74 snart saa ud, som vilde han række den voldsomt fremtrængende Burgunder Haanden, snart, som om han tænkte paa at samle Mellemeuropas Magter til Værn imod hans Erobringsplaner.

Opfatter man Situationen saaledes, vil man ogsaa kunne forstaa den paafaldende Stilhed om denne første Forlening med Ditmarsken. Det er, som var den falden dødfødt til Jorden. Keiserbrevene af 26. og 28. Mai 1473 have ikke efterladt sig noget Spor i Historien. De ere ikke forkyndte for Ditmarskerne, deres Tilværelse kan ikke engang ad Omveie eller gjennem Rygter være blevet dem bekjendt, heller ikke for Lybekerne eller andre Nærstaaende. Fandtes ikke selve Aktstykkerne endnu her i Danmark, vilde denne første Forlening have været Efterkommerne ganske ubekjendt. Disse Aktstykkers Betydning har ikke været nogen anden end at gjøre Kong Christiern et lokkende Tilbud og sætte urolige Tanker i Bevægelse i hans Hoved. Men Kongen, eller hans Raadgivere, har upaatvivlelig nok seet, at Lenssagen maatte indledes og begrundes anderledes end i Keiserens Breve. Man tor antage, at derom er gaaet Bud og Breve mellem Kongen og Kurfyrst Albrecht, og at dette har været en af de Grunde, der bestemte Kongen til at søge personligt Møde med Keiseren paa en saadan Maade, at Opmærksomheden aflededes fra dette til et andet og fjernere Maal for hans Reise.

6. Efter Rigsdagen i Augsburg havde Keiser Frederik endnu i Efteraaret 1473 den ofte omtalte Sammenkomst

med Hertug Karl af Burgundien i Trier. De vilde hver Sit. Den Ene vilde bruge den anden for sin Hensigt; derfor blev Tilnærmelsen imellem dem kun halv; og Mødet endte med begges Misfornøielse. Keiseren ønskede at faa sin Son trolovet med Hertugens Datter Maria, Karls eneste Barn, Arving til alle hans store Lande og Rigdomme. Hertugen vilde have Stadfæstelse paa sin nye Erhvervelse Geldern og Zytphen ved at modtage Belening af Keiseren; og dernæst vilde han, at Keiseren skulde give ham Kongeværdigheden. Det Første opnaaede han, det Sidste ikke; Keiseren og de ham ledsagende Fyrster saa ikke uden Grund i et burgundisk Kongedømme store Farer for det tydske Rige. Dog havde Keiseren maaske tilsidst føiet Hertugen, dersom denne havde villet give efter for den Fordring, at Trolovelsen imellem Maximilian og Maria skulle gaa foran Kongekroningen; men hertil var Hertugen, der brugte Udsigten til Datterens Haand til at holde flere store Herrer i Afhængighed af sig, ikke at bevæge. Keiseren og Hertugen have kjendelig nok ikke troet hinanden; og hertil kom, at Hertugen krænkede Keiseren personligt ved at optræde med en overdreven Pragt, der satte Rigets Overhoved i Skygge. De skiltes i uvenlig Stemning, og Burgunderen søgte ad andre Veie at tilfredsstille sin Higen efter Magtudvidelse paa Tydsklands Bekostning. Han kastede sig ind i en Strid, der allerede i nogle Aar havde hersket i Ærkestiftet Koln imellem Erkebiskoppen Ruprecht af Pfalzgrevernes Slægt og Stiftets andre Magthavere: Domkapitlet, Stiftsadelen, Staden Koln og de fleste af Stiftets andre Byer. Hertug Karl tog Parti for Erkebiskoppen og lod ham ved en Traktat af 27. Marts 1474 overdrage sig Fuldmagt som Stiftets Skytsherre for at bringe Modstanderne til Under

kastelse 1). Hertugen har nok anseet dette for en underordnet Forretning, han med sin overlegne Krigsmagt kunde afgjøre i en Haandevending; ellers bliver det ubegribeligt, at han vilde indvikle sig i en vidtudseende Strid paa samme Tid, som han forberedte Alt til et Angreb i Forbindelse med Englands Konge paa sin Hovedfjende Kong Ludvig af Frankrig. Det saa altsaa nu paa det nærmeste ud til en blodig Feide imellem Erkebiskop Ruprecht og hans Stift; og Ingen, som kjendte Karl den Dristiges Væsen, kunde danne sig en Forestilling om, hvor langt denne Kølnske Strid vilde føre ham ind i Tydskland, eller hvilke Tab og Lidelser den vilde paaføre det tydske Folk og Rige.

Disse to Hovedsager, Tyrkekrigen og Burgunderens Overgreb, foruden mange indre Forviklinger og Stridigheder, var det, der satte Tydsklands Fyrster og Folk i Bevægelse i Aaret 1474. Dog var det først i den sidste Halvdel af Aaret, at Forholdene antoge bestemtere Former og droge Kong Christiern ind i deres Hvirvel. Thi Hertug Karl var siden 1466 hans Allierede, men Keiserens og Kurfyrst Albrechts fristende Tilbud drog ham mere og mere over til Modstandernes Side. Og som en af Christenhedens mægtigere Fyrster, tillige Medlem af det tydske Rige, maatte ban paa en eller anden Maade have taget Del i Tyrkekrigen, dersom et Korstog var udgaaet fra Tydskland og Italien.

7. Fra Trier var Keiser Frederik efter Sammenkomsten med Hertug Karl seilet nedad Mosel og Rhinen til Køln, hvor han tilbragte Julen, og hvorfra han i Januar 1474 drog til Sydtydskland. Paa Veien mødtes han i Rigsstaden Ro

1) Lacomblet, Urkundensammlung für die Geschichte des Niederrheins, IV, Nr. 375, p. 468.