tenburg ved Tauberfloden med flere af Tydsklands Fyrster, blandt hvilke vi atter finde de to Kurfyrster af Maintz og af Brandenburg. Paa samme Tid drog Kong Christiern op igjennem Midten af Tydskland, heist sandsynligt efter Aftale med Kurfyrst Albrecht, for som ved et tilfældigt Sammentræf paa Romerreisen at mødes med Keiseren i det nærliggende Rotenburg. Den 9. Januar, Søndag efter Hellig-tre-Kongers Dag Aar 1474 drog Kongen ud fra Segeberg til Reinfeld Kloster og derfra videre med et ridende Følge af omtrent halvandet hundrede Adelsmænd og deres Tjenere 1). Til Kong Christiern sluttede sig Hertug Johan af Sachsen-Lauenburg med 16 Heste, Burchard 2) Greve af Mülingen og Herre af Barby med 8 Heste, Ludvig, Greve af Helfenstein, med 5 Heste; af Kongens eget Følge anføres to Lovkyndige: Henrik Sankenstedt, der gjorde Tjeneste som Kongens Orator, og Herman Reinszberger, samt Kongens Læge Johan Heisen, tilsammen med 10 Heste. Som Kongens Kantsler eller Kabinetssekretær medfulgte, med 4 Heste, Provst Albert Clitzing, af en gammel brandenburgsk Familie. Han var mere Kurfyrst Albrechts Mand end Kongens, eller, om man hellere vil: han var Bindeleddet mellem Kongen og Kurfyrsten, der holdt dem i stadig Forbindelse med hinanden paa hele Reisen; han har ogsaa uden Tvivl været Kongens vigtigste Raadgiver paa Reisen. Disse lærde Mænd vare saa meget nødvendigere, som Kongen hverken talte eller forstod Latin

1) Efter Joh. Petersens Holstenske Krønike; see derom Tillæg Nr. 1. Joh. Petersen siger, at Kongen drog ud fra Segeberg Søndag den 8. Januar. Dette maa enten være Løverdag d. 8. eller Søndag d. 9. Feilen er snarere i Maanedsdagens Tal end i Ugedagens Navn. Kongen maa endnu Løverdag efter Hell. Trek. (d. e. 8. Januar) have været paa Segeberg. Reg. Dan. I, Nr. 4484. 2) Paven kalder ham Guntherus. Kirkehist. Saml. VIII, p. 563.

eller Italiensk. I Alt har Reiseselskabet dannet en Karavane af omtrent 200 Heste; hvor mange Mænd det har talt, er ikke let at sige, da en Del af Hestene maa have været brugt til at føre Reisegodset. Om Vogne tales ikke.

Rom blev almindelig angivet som Reisens Maal, Opfyldelsen af et gudeligt Løfte som dens Hensigt. En gammel Nürnbergsk Historiekrønike, trykt 14931), siger, at Kongen drog til Rom solvendi voti gratia. Nogle ville, at Kong Christiern engang i en stor Fare havde lovet sig til den Hellige Grav i Jerusalem og nu søgte hos Paven Aflesning for denne længere Reise. Der kan vist ikke være Tvivl om, at Kongen og hans Følge selv har udbredt dette som Forklaring af det opsigtvækkende Foretagende. Men noget Sikkert foreligger ikke om et saadant Løfte, og ihvorvel Kongen selv kaldte det sin Pilegrimsreise 2), saa bar Reisen ikke Præg af en Andagtsøvelse. Hele Selskabet bar en og samme Dragt: sort med paasyede hvide Striber, Kongen selv dog, i det mindste i Bologna, en rød Baret; men dette var ingen Pilegrimsdragt. Vi høre heller ikke om nogen særlig Andagt, overhovedet ikke om en saadan Holdning og Optræden, der maatte kaldes Pilegrimsfærd. Tværtimod toge Kongen og hans Ledsagere baade i Tydskland og Lombardiet mod de store verdslige Festligheder, Optog, Ridderspil, Dands, Banketter, hvormed man kom dem imede, eller afviste dem af Høflighed og for at spare sig og Andre Uleilighed. Først efter at være kommen over Po ind i det egentlige Italien er det, som om Kongen mindedes, at han jo reiste som Pilegrim. Men alene i Rom havde Modta

1) I det store Kgl. Bibliothek. Den har intet Titelblad; see J. H. Schlegel i Samml. zur dän. Gesch. m. m. II, 4, 17.

2) Vnnse pelegrination to Rome. siger Kongen i en Skrivelse fra Florents af 4. Mai 1474 til Kurfyrst Albrecht.

Historisk Tidsskrift. 5. R. II.

17

gelsen og Festlighederne kirkelig-katholske Former med Sang og Klang i Kirker, Messer, Aflad, Benediktion, Knæfald; dette forstaaer sig jo af sig selv og kan ikke gjøre den hele Reise til Pilegrimsfærd, endskjendt Paven naturligvis ogsaa kaldte den saaledes.

Der var ogsaa dem, der havde ganske andre Tanker om denne Reise, og som mente eller sagde, at Kong Christiern var reist ud for at lægge onde Raad op med andre Fyrster mod sine Rebeller og de frie Stæder. I Lybek og Reval findes Afskrifter af en Opsats 1), hvis Original og dens Forfatter ikke kjendes, men som vil gjælde for at være skreven kort efter Kong Christierns Død 1481 af Nogen i hans Kancelli til en eller anden stor Herre. Deri fortælles mærkelige Ting om Kongens skumle Planer: der bestod et almindeligt Fyrsteforbund nærmest imod Sverrig; ved Pavens Hjælp skulde Storfyrsten af Moskau bevæges til Indfald i Finland, saa skulde Kongen af Skotland gjennem Norge trænge ind i Sverrig, Kongen af Polen, Hertugerne af Pommern og Meklenburg møde med en Hær for Stokholm, Kong Christiern selv komme med Danmarks Magt og med sine Skibe hindre al Tilførsel til Sverrig. Sverrigs Rige skulde lyses i Band af Paven og i Achten af Keiseren. Naar man saaledes var bleven Herre i Landet, vilde man jage Ridderskabet fra Arv og Eie. Det var Kong Christierns Agt at ihjelslaa alle Dalekarlene og befolke Dalarne i deres Sted med vilde Skotter, henrette de Ypperste i Stokholm, jage Borgerne i Landflygtighed, besætte Staden med Udlændinger,

1) Først optaget i Reimar Koch's lybske Krønike ved Aar 1474, trykt hos Grautoff II p. 708. Senere udgivet af C. G. Styffe i 4. Bind af hans Bidrag till Skandinaviens Historia Nr. 55 efter den Revalske Afskrift. Nogle Rettelser til Afskriften hos Grautoff ere meddelte i Nordalb. Studien, neue Ausg., VI p. 119.

nedbryde dens Taarne og Mure. De sammensvorne Fyrster blandt dem ogsaa Hertugerne af Burgund, af Brunsvig og af Lüneburg vare endvidere blevne enige om, at naar alt dette var fuldbragt, skulde det gaa ud over den høie Geistlighed: Kongen og Fyrsterne, hver i sit Land, vilde fratage alle Biskopper deres verdslige Magt, ingen Biskop skulde have Borge eller faste Pladser, en Erkebiskop ikke større Indtægter end til at holde 12 eller 15 Heste, en Biskop 8 eller 10; de skulde spise med Domherrerne ved et og samme Bord, af en og samme Gryde o. s. v. Man vilde ogsaa underkue de frie Stæder, ingen Stad skulde selv raade for Told, Cise og Ret, enhver Herre have Magt over de Stæder, der laa i hans Land, sætte et nyt Raad hvert

Alt afskaffes, hvori disse

Aar efter eget Behag, kort sagt, Stæders Frihed bestod. Det lader til, at Forfatteren af denne Opsats har hørt en Fugl synge om, at der paa Kongens Romerreise har været Tale om Forbund imellem Keiseren og de tre Konger af Frankrig, Skotland og Danmark. Men de Planer, han tillægger dem imod Sverrig, er rent Hjernespind. De dunkle Antydninger, der findes i Kurfyrst Albrechts Brevskaber 1), vise netop, at et Forbund endnu ikke var kommet i Stand, som da et Forbund med slige Formaal aldrig kom i Stand, og det Forbund af 1. Juli 1474, der virkelig sluttedes imellem Keiseren og Kong Christiern, var blot et betydningsløst Venskabsforbund i almindelige Udtryk 2). Det paatænkte Kongeforbund, hvortil Initiativet var Keiserens, ikke Kong Christierns, var rettet mod

1) Const. Höfler, Fränkische Studien IV, i Archiv für Kunde österreichischer Geschichts-Quellen, VII p. 96 og 97. De to Nummere 84 og 85 burde have byttet Plads; thi det er aabenbart, at den Keyserisch zedel. Nr. 85 indeholder Spørgsmaalene, hvorpaa Ansuchung Nr. 84 svarer.

2) Diplomatarium Christierni I, p. 305.

Hertugen af Burgundien og hans Svoger Kong Edvard af England. Om Sverrig, Biskopperne, de frie Stæder er ikke et Ord eller Vink. Derimod opfordrede Keiseren den danske Konge til at overtage et Protektorat i Tydsklands Navn over Friesland, hvortil Kongen var villig paa visse Betingelser; men denne Plans Hensigt var at træde hindrende i Veien for Hertug Karls dengang ventede Anfald paa de friesiske Lande i Nordtydskland; og heller ikke den er kommen til Udførelse. Hertug Karls Ærgjerrighed tog kort efter Kong Christierns Besøg i Rotenburg en anden Retning, end man da kunde vide, idet han kastede sin hele Magt ind i den kølnske Strid.

I Sverrig selv synes man i den friske Seirsfølelse at have tillagt Kong Christiern andre Planer: han havde, mente man, efter sit Nederlag paa Brunkebjerget slaaet alle Tanker om Sverrigs Erobring af Hovedet, da han nu vidste, at naar Sten Sture og de Svenske vare enige, vilde det være dumdristigt at angribe dem; thi det er Mænd, som alene kunne overvindes, naar de ere indbyrdes uenige. Det har Kongen tilstrækkelig forklaret for de mod Sverrig forbundne tydske Fyrster, som han besøgte paa sin Romerreise, og erklæret, at han ikke vilde paakalde Forbundets Hjælp, førend de Svenske vare blevne uenige indbyrdes; thi saa burde man anstrænge al Kraft, for at de enige Fyrster kunde faa Bugt med de uenige Folk 1). Det kan jo vel være, at Kong Christiern har yttret Sligt eller Lignende paa sin Reise; men ligesaa nær ligger det, at disse Ord ere vaticinia post eventum; thi det danske Kongehuses Politik efter Kong Christierns Død gik jo netop i den her angivne Retning.

1) Joh. Magnus Gothus, Gothorum Sveonumqve historia. Basilea 1558. Lib. XXIII. cap. XI p. 858.