dog at være det katholsk religiøse. Hos os ere saadanne kirkelige Skuespil, i alt Fald latinske, ogsaa opførte 1); men vi finde ingen bevarede før lige paa Grændsen af Reformationstiden et Par Helgenmirakler (Ludus de Sto. Canuto duce og Chr. Hansens Oversættelse af Legen om den hellige Dorothea) samt en Farce med religiøst Anstrøg (Chr. Hansens Utro Hustru); derimod mærkelig nok ingen Repræsentant for den almindeligste Genre, Mysteriet. Med Reformationen skete en hel Omvæltning. Miraklerne forsvandt med Helgendyrkelsen, hele Middelalderens religiøse Skuespil kom i ilde Ry som katholsk, og den folkelige Farce saae Humanisterne ned paa. Med den vaagnende Oldtidsbegeistring og finere Smag begyndte man nu at fremdrage klassiske, især latinske Dramatikere og lade dem. spille af Skoledisciple og Studenter som Øvelse i at tale Latin, undertiden ogsaa at oversætte og bearbeide dem. Dramet gik over fra Kirken til Skolen; det belærende Element fik Overhaand over det opbyggelige; men trods de bedre Mønstre vandt Kunsten ikke meget derved. Komedien stod paa Skoleprogrammet ved Siden af den latinske Declamationsøvelse; paa denne kom det an, og hverken paa Stykkernes Indhold eller Udførelse. Begyndelsen til denne Skolekomedie gjorde Reuchlin 1497 med sine Scenica progymnasmata, der behandler et moderne Emne paa Latin efter de klassiske Regler, og dette Exempel efterlignedes af enkelte som Frischlin og Naogeorg; men de Fleste holdt sig til klassiske og bibelske Emner eller til Klassikerne selv, af hvilke navnlig Terents blev herskende, dels gjennem Over ') Overskou Theaterhist. I. 35. N. M. Petersen Literaturh. v. Secher II. 222. sættelser ved det frugtbringende Selskab", der paa denne Tid gjorde sig saa fortjent af tysk Sprog og Literatur, dels ogsaa i Originalsproget ved de humanistiske Skolemænd og Pædagoger lige fra Erasmus og Joh. Sturm til Ratichius, der virkede for den størst mulige latinske Talefærdighed ved uophørlig Læsning og Opførelse af denne Forfatter1). Denne Retning har ogsaa efterladt enkelte Spor hos os; af Reuchlins ovennævnte Drama findes maaske Begyndelsen til en Bearbeidelse) i samme Manuscript som Chr. Hansens tre gamle Skuespil, af hvilke desuden det ene, Paris's Dom, er en plump Dramatisering af et klassisk Emne, medens de to andre, som før omtalt, tilhøre den middelalderlig religiøse Retning. Denne vor ældste Dramatiker bærer saaledes kun netop Spor af den Overgangsperiode, hvori han levede. P. Syv 3) nævner en Oversættelse af Plautus's Aulularia. fra Christian III's Tid (i Tyskland var den allerede oversat af Greff 1535)1), og fra c. 1600, da de pædagogiske Bestræbelser vare meget levende, er en Oversættelse af Terents's Eunuchus (fra Ribe Skole), hvoraf Wandal 5) har bevaret nogle Scener. 1574 befales det Kommunitetsalumnerne jævnlig at opføre Terents efter Gjennemlæsningen. 1600 holdt Prof. Cort Aslaksen en Oratio de poetarum et inprimis lectione Terentiana (i Tych. Brahei: De disciplinis mathematicis oratio. Hafn. 1610), hvor han gjentager Erasmus's Ordspil om Terents: "manibus terendus est», og for Resten anbefaler denne Forfatter af moralske, physiske, kort alle andre end poetiske Grunde. Ogsaa fra Norge om 1) Raumer Gesch. der Pädag. II. 21. 100. 2) Birket-Smith De tre ældste danske Skuespil pag. 3. tales Opførelsen af Terents ved Bergens Skole 1567 og senere 1). Moderne Emner overførtes hos os ikke i det latinske Drama, men dramatisk Bearbeidelse af Klassikerne finde vi af Rectoren i Oslo Jacob Jacobsen Volf: Tragoediæ duæ 1591, Dido og Turnus), en ligefrem Afskrivning af Samtalerne i vedkommende to Bøger af Eneiden, hvor saa de mellemliggende Beskrivelser enten fremsiges af Choret eller sammenfattes i nogle faa prosaiske Linier. Hensigten er efter Fortalen at lokke Børnene til Læsningen af Virgil og indprente ham i deres Hukommelse gjennem Opførelsen. Ganske paa samme Maade havde Frischlin 1581 i Tyskland uddraget en Tragedie Dido af Eneiden og dediceret den til Otto Rosenkrands, den lærde Holgers Broder, og det samme gjorde endnu Daniel Symons, et Medlem af Joh. Rists holstenske Digtersamfund Elbschwanenorden», 1659 paa Tysk "). Opførelse af Klassikerne og latinske religiøse Komedier af tysk Oprindelse var almindelig her ved Skolerne, ved Kommunitetet og selv ved Hoffet indtil de første Aar af det 17de Aarhundrede. Ved de nævnte Oversættelser af klassiske Dramer, som oftest endnu i de middelalderlige Versformer, men undertiden med Forsøg paa at efterligne de antike, dannes Overgangen til fri Behandling af klassiske Emner paa Modersmaalet. Saadanne vare ikke sjeldne i Tyskland; det eneste Exempel hos os foruden Paris's Dom er vel Hans Thomsen Steges) Cleopatra, en historisk Tragedia om den sidste Dronning i Egypten ved Naffn Cleo 1) Huitfeldt Chrania Theaterhist. p. 19. *) Huitfeldt Chrania Theaterhist. 45. 3) Strausz Leb. u. Schr. N. Frischlins 1856, p. 41. 100. Gervin. III. 404. *) At samme Forfatters Isaks Giftermaal, 1622, der nævnes som ་ patra oc M. Antonio, en romersk Keyser. 1609. Han kalder den «transfunderet af Latine paa danske Riim», og den synes at være original. Forfatteren selv i sin Dedication til Elisabeth Lindenow, i de Marginalnoter, hvormed han helt igjennem ledsager og forklarer Handlingen, og i den versificerede Epilog betragter den som en ren Moralprædiken i Tidens didaktiske Aand mod forskjellige Laster og navnlig Druckenskabs uskickelige Væsen», som den lærer at sky, og hvorpaa bibelske og klassiske Exempler anføres. Men dens Forbindelse med den humanistiske Skolekomedie er, selv om den ikke var bestemt til Skoleopførelse, tydelig nok af det hos os saa sjeldne klassiske Emne, som hører til de af Humanister i andre Lande fra Renaissancens Begyndelse hyppigst behandlede 1). Af det klassiske Dramas større Kunst og Regelmæssighed spores rigtignok ingen Indvirkning. Versemaalet er aldeles uregelmæssigt vexlende, i Samtalerne dog mest firfodede Jamber, de indskudte Sange ofte næsten i Folkevisestil som Cleopatras Vise om Hjorten og Ørnen; Versbygningen er yderst ufuldkommen, med Sleifning, Ordomsætning og tvungne Rim. Tidens og Stedets Enhed mangler Forfatteren alt Begreb om; Scenen vexler med samme Naivetet som i de senere "Haupt- und Staatsactionen» uafladelig mellem Egypten, Rom og Grækenland, og Handlingen følger slavisk Historien, medtagende selv de trivielleste Eukeltheder, som man var vant til fra Mysterierne, hvor intet af Bibelordet turde overspringes som uvæsentligt. Men i anden Henseende behandler Stege til Gjengjæld Sagen ugenert; naar den ene Drama hos Overskou I. 74, cfr. N. M. P. III. 527, kun er en almindelig Opbyggelsesbog, oplyses af Bruun i Danske Sml. V. 95. ') Dsk. Digtek. II. 171. Replik antyder Begyndelsen af en Reise over Middelhavet, hedder det i den næste1): Vort Skib det skrider meget fast, Vi Land oplange med en Hast, og saa er den Reise forbi. Af Charactertegning eller Sans for det dramatiske Moment i de rystende historiske Begivenheder er der naturligvis ikke Spor, og hvordan det staar med den antike Localfarve, kan man begribe. Antonius hilser Cleopatra: Goddag min Pus, min lilde Kat; Dialogen bestaar kun af Trivialiteter og Complimenter, som de forekom i Tidens philistrøse Omgangssprog her hjemme, og Handlingen dynger Begivenhederne ovenpaa hverandre, saa aandløst som et historisk Compendium, kun afbrudte ved Fester og Gjæstebud, beregnede paa at vise "Druckenskabs uskickelige Væsen". Exempler findes uddragne hos Wandal, Nyerup og Rahb. 1. c. og N. M. Petersen 2). Naar denne sidste udtaler sin Forundring over dette Forsøg paa, allerede i det 17de Aarhundredes første Aar at skabe en dansk Tragedie, kan man dog ikke andet end give ham Ret. Cleopatra er ligesom en afbrudt Antydning af den Vei, ad hvilken Skolekomedien kunde have udviklet sig til virkelig Tragedie i den senere franske Smag, hvor fjernt den end staar denne ved sin formelle Naivetet og Mangel paa poetisk Blik og Inspiration. Det rent klassiske Emne med virkelig dramatisk Brydning, hvori dog et Elskovsforhold i moderne Aand danner Midtpunktet, var netop et af dem, som den franske Skole med Forkjærlighed behandlede, og 1) Act. 3, Sc. 5. *) III. 518. 526. |