meldags, naive Tro kunde blæse dramatisk Liv, er behandlet i franske Visemelodier, kunstige, dobbeltrimede Alexandrinere og moderne Aand. Alligevel er der en Del af det gamle tilbage: Schandrup begynder med en rimet Summarie, der rigtignok nu fører Titel af Præludium; Scenen skifter uafladelig med samme Naivetet som i Skolekomedien, og Comicus" optræder og beretter, hvad der maa tænkes foregaaet mellem Sceneskifterne. Som sædvanlig i de sene Efterligninger af Bibeldramet lægges Vægten langt mindre paa den simple bibelske Handling end paa temmelig uvedkommende, plumpe Scener af Hverdagslivet og komiske Personer: den stammende Tjener Sanseløs, den fordrukne Vært Immerfuld i Jerusalem, hvis trivielle Værtshuspassiar meget smagfuldt gaar paa Melodien «Far, Verden, Farvel, Herodes's raa, blodtørstige Soldater, der nærmest minde om tilsvarende Figurer saa vel i Esther og Jael som i de omtalte svenske Stykker, hvor dog Hovedpersonerne, Herodes, Joseph og Maria, udmales langt omhyggeligere og mere individuelt. Man maa dog anerkjende, at Schandrup her holder sig fri for den plumpe Gemenhed, som betegner hans to andre Stykker: Romansck Masquerade», en dramatiseret Fortælling paa Vers om et fordærvet Fruentimmer, og «Kaaber-Comoedie", en ligeledes versificeret Behandling af det poetiske Emne: ulovlig Brændevinsbrænding og vilkaarlig Øvrighed. Bibelsk allegorisk Skuespil og Opera med komiske Scener og i Opførelsen ganske mindende om de gamle Mysterier forekommer iøvrigt endnu i tyske omreisende Truppers og Marionetspilleres Repertoire i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, ogsaa hos os.

Vi have nu fulgt den bibelske Komedie ned til dens sene Uddøen i vort Fædreland. Farcen med sit rent verdslige og komiske Indhold, der i Tyskland som «Fastnachts

spiel holdt sig ved Siden af Bibelkomedien efter Reformationen, og senere fortrinsvis omsatte sig i rent folkeligt Skuespil, havde ikke noget langt Liv hos os. Den er kun repræsenteret af Chr. Hansens Utro Hustru og H. Justesons Karrig Niding. I Sverig findes foruden den

middelalderlige Dialog mellem Jul og Faste» slige Fastelavnsspil, til Dels i Emne beslægtede med Boccacio og de italienske Noveller, oftere i sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede); men hos os taalte lige fra Begyndelsen af det 17de Aarh. den strenge Orthodoxi kun det religiøse og nyttige Skuespil, hvori saa det farceagtige Element, som vi have set, og fremdeles ville faa at se, maatte søge sig en tolereret Plads uden at turde optræde selvstændigt, og den egentlige komiske Digtning møde vi først igjen hos Holberg.

Den tredie Art af Middelalderens Skuespil derimod, den allegorisk moralske, stemte meget vel med Tidens prosaiske Nytteprincip og faldt nu ofte næsten sammen med Bibeldramet, der efter Reformationen som Skolekomedie havde opgivet de nytestamentlige Emner og blev mere og mere moraliserende, medens paa den anden Side Allegorien ved denne Tid antog et stærkere religiøst Præg, og ofte søgte sit Stof i Lærebogen i Stedet for som tidligere i den verdslige Moral. Man allegoriserede nu med Forkjærlighed Emner som Gjenløsningen ved Troen og gav ikke blot ethiske, men ogsaa dogmatiske Begreber et spøgelseagtigt Liv paa Scenen. Belæring var det eneste Maal for Reformationstidens Theater: den lærde, latinske Komedie supplerede Grammatiken, den læge Catechismen, som Hier. Justesøn udtaler det i Prologen til Salomos Hylding: Komedierne ere liffactige speyl

Huor i wduises dyd oc feyl».

1) Ljunggren Sv. dramat 133, 271 ff.

Alligevel have vi i selve Reformationsaarhundredet, vor gamle Komedies Blomstringstid, ikke mange egentlige Moraliteter, idet Bibeldramet som tidligere omtalt beherskede hele Productionen. Psalmedigteren H. Christensen Sthens Kortvending) c. 1570, P. Thøgersens tidligere nævnte De mundo et paupere 1607, og en Oversættelse af Macropedius's latinske Hecastus2) fra omtrent samme Tid, er alt, hvad vor Literatur i denne Retning har at opvise, og deraf nærme sig i alt Fald de to første og originalere mere til den halv farceagtig satiriske, halv moraliserende, men ikke egentlig allegoriske Afart, som opførtes i Middelalderen i Frankrig under Navnet «Sotie". Lige ved den Tid, da Skolekomedien ophører her, i Slutningen af det 17de Aarhundredes første Trediedel, finde vi endnu et Par Stykker af denne Art opførte ved Hoffester i gammel Stil og under aaben Himmel, men nu, som det synes, paa Tysk. 1618 ved Biskop Sigismund af Osnabrücks Besøg hos Christian IV spilledes paa Slotspladsen Mathematikeren Nicolaus Helvaderus's Tragoedia paa Riim, Germanice, om 10 grummelige Tyranner og blodhundiske Regentere, som have forfulgt Guds Kirke, ledsaget af Fyrværkeri 3). Om dette Skuespil synes imidlertid ingen andre Oplysninger

1) Aftrykt i Dsk. Sml. I.

2) Birket-Smith i Dsk. Sml. 2 R. III. 292. Hecastus eller, som det i den maaske ældste, engelske Form er oversat, Every man, er en allegorisk Fremstilling af det letsindige og verdslig sindede Menneskes Dødsangst og sluttelige Frelse gjennem Omvendelse, hvori det altsaa er Meningen, at Hvermand. skulde so sig i Speil. Emnet er af tysk eller engelsk Oprindelse, meget yndet og behandlet i alle germaniske Lande, f. Ex. af Hans Sachs og af Dalius i Sverig 1681. En Oversigt over Hecastus-Literaturen giver Ljunggren, Sv. dramat 503 ff., cfr. Gervinus III. 99 og Hase das geistliche Schauspiel 1858, p. 44.

2) Overskou I. 75.

bevarede end Worms Note i hans Lexikon over lærde Mænd, saa det er umuligt at bestemme, om det hører her hen; Titlen tyder paa kirkehistorisk Indhold, saa at det vel nærmest har sluttet sig til de saakaldte Mirakler, oprindelig Fremstillinger af Helgenes Liv, der imidlertid ogsaa udvidede sig til at omfatte f. Ex. hele Apostelhistorien, især efter Reformationen, da Helgendyrkelsen betragtedes som Afguderi1). At det i alt Fald har været et Stykke i den gamle Smag er sikkert, ogsaa paa Grund af Tiden. En Moralitet i Ordets egentligste Betydning opførtes derimod ved den Fest, der, som vi senere skulle se, ellers i dramatisk Henseende ved Laurembergs moderne Skuespil danner et Vendepunkt hos os, den udvalgte Prins Christians og Magdalene Sibylles Bryllup 1634. Tragoedia von den Tugenden und Lastern 2) fremstiller en Krig mellem de personificerede Dyder og Laster, de førstes Seir ved Englen Raphaels Hjælp, Lasternes Nedstyrtelse til Helvede, der paa middelalderlig Vis forestilles som et gabende Dragesvælg, og Opbrændelsen af deres faste Slot, Trachenburg, hvilken giver Anledning til et stort Slutningsfyrværkeri. Det Hele foregik atter her i fri Luft, paa Slotspladsen, og Hanswurst og de komiske Figurer mangle ikke. Naar bl. a. Birket Smith 3) tillægger Lauremberg denne Tragedie", da er der vist intet andet, der taler derfor, end at han er Forfatter til de øvrige Festskuespil ved samme Leilighed, som imidlertid ere i en helt anden, nyere Stil. De plattyske komiske Intermezzoer, som findes baade i Tragedien og i Laurembergs Stykker, vare almindelige i Tidens tyske Drama, og i den omhyggelige Fortegnelse over hans Skrifter hos Lappen

1) Ljunggren Sv. dramat 481.

2) Refereret af Overskou I. 95 ff. 3) Dsk. Saml. 2 R. III. 229.

berg1) nævnes den ikke. Udførlige Beretninger om den epochegjørende Fest findes paa Tysk af den kjøbenhavnske Boghandler Jørgen Holst: Triumphus nuptialis danicus 1635, oversat paa Dansk af ham selv som Regiæ nuptiæ eller Kort Beskriffuelse etc., 1637, og i (C. Cassius's) Relation von dem hochfürstlichen Beylager etc., Hamb. 16352). Ingen af dem nævner imidlertid Tragediens Forfatter, eller paa hvad Sprog den er opført, og man kunde gjerne anse det for muligt, at den var spillet paa Dansk og kun anført paa Tysk, fordi de oprindelige Beretninger om Festen ere paa dette Sprog, især da det var den eneste af alle Forestillingerne, til hvilken Folket havde Adgang, idet den gaves paa Slotspladsen, de andre derimod inde i Riddersalen. Men paa Grund af Hoffets og de mange indbudne Fremmedes Nærværelse har det tyske Sprog dog mest Sandsynlighed for sig; deri vare ogsaa de Øvrige Feststykker skrevne, og det er formodentlig J. Holsts egen danske Oversættelse, vi finde som Bilag til hans Regiæ nuptiæ: Tragoedia om Dyder oc Laster, som udi hans Printzelige Naadis Bryllupsfest, Anno 1634 den 10. Octobris hos det stoere Fyerverck bleff

1) Scherzged. v. Joh. Lauremberg, 1861.

2) Holst angiver at skrive mehren Theils aus eigner Auffmerckung•, men paa Begyndelsen og Slutningen nær stemmer han ordret med Cassius, og at denne er Originalen, fremgaar af Holsts egen Fortale til Regiæ nuptiæ. Uddrag af en af dem er igjen: En kaart Beskriffuelse, huad sig tildraget haffuer paa Stormectigste oc høybaarne Førstis oc Herris, Herr Christian V's... Bilager. Kbh. s. a. Imidlertid har Holst udførligere Bilag end Cassius, og aftrykker Programmerne for de fire Dages Ringriden af Hoffet i pragtfulde Carnevalsoptog, de i Stykkerne afsungne Sange, begge Laurembergs Komedier og den ovennævnte Tragedie in extenso. Den sidste findes ogsaa tilføiet Cassius's Beretning, og fra en af dem har Overskou refereret den.