der skrev i Holsten et halvt Aarhundrede senere, veed langt bedre Besked om hvad der tildrog sig i Mailand i Foraaret 1474 end denne samtidige mailandske Hofmand. Vi kunne sige det med Vished, da vi have Brevene fra og til Hertug Galeazzo M. fra Dag til Dag for os. Her notere vi kun nogle af Corios Feil i denne Sag:

Han har sammenblandet Kongens første og andet Besøg i Mailand; man kan ikke see, at Kongen var der mere end een Gang. Der maa dog i Mailand have holdt sig nogen Erindring endog blandt Folket, end sige blandt Hoffets Personale, om den storartede Modtagelse i Marts, saa at, om Corio havde gjort sig en Smule Umage med at spørge sig for, kunde han ikke have slaaet begge Besøg sammen.

Det var ikke den 11te Marts Kongen kom til Pavia, men den 13de han kom nordfra til Mailand.

Kongens Følge var ikke 300. Florentineren Rinuccini kommer det rigtige Tal langt nærmere.

Joh. Petersen siger, at Kongen fik 4000 Dukater af Hertugen; og at dette Tal er rigtigt sees af en Indberetning fra Augsburg til Hertugen blandt de mailandske Papirer. Formodentlig skulde de bruges til at paadrive Lenssagen ved Keiserhoffet. Corio maa være gaaet efter et løst Rygte, der imidlertid er løbet vidt om; ogsaa den lybekske Krønikeskriver (Grautoff II p. 358) havde hørt om et stort Laan i Mailand, som man seer af hans spydige Bemærkning, at Kvitteringen for Tilbagebetalingen er bleven borte!

Corio lader Kongen fra Pavia komme til Mailand og opholde sig der i tre Dage. Af de mailandske Brevskaber vide vi, at han laa een Nat i Byen. Den 22. Mai var han endnu i Pavia, den 23. Mai i Mailand, den 24de i Como.

Hovedfeilen hos Corio, og saa grov en Feil, at den alene maatte tilintetgjøre Troen paa hans hele Fortælling om K. Christiern, er dog den, at han lader Kongen komme til Pavia paa Tilbageveien fra S. Jago de Compostela i Spanien. Vi kunne med Sikkerhed sige, at Kong Christiern aldrig har været der, mindst paa denne Reise, hvor vi kunne følge ham fra Segeberg til Rom og tilbage igjen igjennem Tydskland og Italien næsten fra Dag til Dag, fra By til By. Corio maa have tænkt sig Kongen kommende fra Spanien gjennem Sydfrankrig eller tilsøes over Middelhavet. Oprindelsen til denne Vildfarelse maa vel søges i det,,Tegn", Kongen bar paa Brystet, og som man ogsaa i Bologna ansaa for det, Pilegrimme til S. Jacob bare, dog uden med Corio at gjøre Kongen til en saadan Pilegrim. Det har vist ikke været andet end hans „Selskab".

Corios Ord om Hertugens Skat ere ganske vist stærkt overdrevne. Havde Galeazzo M. havt saadanne Bjerge af Dukater og Klenodier liggende, havde han nok gjort et høiere Bud for den lombardiske Kongekrone.

Et er dog rigtigt hos Corio. Af de mailandske Brevskaber see vi, at det virkelig var et stærkt Regnveir den 23. Mai, da Kongen kjørte fra Pavia til Mailand. Vi lade derfor ogsaa Guldkareten og de fire hvide Heste passere uanfægtede!

Hvor megen Tro der efter disse Bemærkninger kan sættes til Corios Beskrivelse af Kongens Person og til de høimodige Ord ved Synet af Skatten, der gjennem Scip. Ammirato, Roscoe og Reumont ere naaet frem lige til Aar 1874, ville vi lade vore Læsere selv afgjøre.

Efterat en Del af de foranstaaende Sider var trykt, blev jeg opmærksom paa Dr. P. Hasses Artikel ,,Zu Christian I Reise im Jahre 1474" i Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holst.-Lauenb. Geschichte, 7ter Band, Kiel 1877. Denne Afhandling bringer ikke nye Oplysninger, og Rigtigheden af dens mange dristige Gjætninger er høist disputabel; den vilde saaledes ikke have udøvet nogen Indflydelse paa mit Arbeide, selv om jeg havde kjendt den tidligere.

C. P.-M.

Engelstoftiana.

Ved F. Schiern.

Det har tidligere og ikke mindst i den Deel af det attende

Aarhundrede, hvor Trykkefriheden paa de fleste Steder var anderledes indskrænket end nu, været en temmelig almindelig Skik i Dagbøger eller paa løse Blade at gjøre friere, korte Optegnelser om Personer og Forhold, om Begivenheder ude eller hjemme, og overhoved om, hvad der havde Interesse, med den Tanke, at der engang kunde tages Hensyn til saadanne Notitser, naar paa et senere Standpunkt enten Vedkommende selv eller Andre maatte finde Forholdene mere egnede til frimodige historiske Bemærkninger og sandere, mere retfærdige Domme om det Forbigangne. I Frankrig anføres gjerne som et af de mærkeligste Exempler paa saadanne Optegnelser til Historien de, der ere blevne efterladte af et af det franske Akademies Medlemmer, den i sin Tid baade som Militær og Diplomat bekjendte, i Aaret 1720 afdøde Philippe de Courcillon, Marquis de Dangeau. De originale Optegnelser af denne „,det attende Aarhundredes Suetonius" findes paa det store saakaldte nationale Bibliothek i Paris, hvor Samlingen fylder mangfoldige Cartons, medens Afskrifter kom til Arsenal-Bibliotheket, Udenrigsministeriets Arkiv og flere andre Steder. Forskjellige Uddrag af Optegnelserne have allerede været trykte af Voltaire (1770), Madame de Genlis (1817), Madame de Satory (1817), Lemontey (1818) og Paul Lacroix (1830), senere er en fuldstændig Udgave af Dangeaus Journal for adskillige Aar

nu

siden udkommen1). Det er tildeels beslægtede Optegnelser, der for Sverrigs Vedkommende foreligge i de i Aaret 1819 trykte „Tessiniana" eller Fragmenter af den vidtløftige, paa Åckerö opbevarede Journal, som i det forrige Aarhundrede førtes af den berømte Grev Carl Gustaf Tessin, og hvori Forfatteren blandt Andet har givet Plads for en Mængde historiske Anekdoter, der oftere af ham skulde have været ordnede til Materialier for de Memoirer, hvori han havde paatænkt selv at skrive sin Tids Historie 2). I den i vore Dage kun lidet kjendte eller dog kun lidet læste Udgave af ,,Suhms samlede Skrifter", der udkom i Aarene 1788-1799, og hvori der ved Siden af saa meget nu Forældet og Ubrugeligt dog ogsaa findes adskilligt endnu til Opmærksomhed Værdigt, kan man i nogle af Bindene 3) træffe en Deel tilsvarende ,,Suhmiana", en Benævnelse, der i det syttende og sidste Bind af den anførte Udgave er bleven brugt om den der givne,,Eftersamling af Suhms for en Deel tilforn utrykte Smaaskrifter", men som mere kunde egne sig for de her tilsigtede Smaabemærkninger af Suhm om Personer og Forhold i hans Dage eller den nærmeste Fortid. Det er maaskee nærmest Suhms Exempel, der ogsaa har ladet L. Engelstoft tidlig begynde og senere af og til vedblive med at optegne lignende fragmentariske Smaastykker). At dette har været Tilfældet, vise hans efterladte Papirer, blandt hvilke et

1) Journal du Marquis de Dangeau, publié en entier pour la première fois par MM. Soulié, Dussieux, de Chennevières, Mantz, de Montaiglon. Paris. 1854-1861. Vol. I-IX.

2) Tessin och Tessiniana. Biographie med Anecdoter och Reflexioner, samlade utur framledne Riks-Rådet m. m. Grefve C. G. Tessins egenhändiga Manuscripter. Stockholm. 1819.

3) P. F. Suhms Samlede Skrifter. Kiøbenhavn. 1788-99. X, 21 -154. XIII, 1-38. XIV, 225-274.

') Nogen egentlig Dagbog synes han kun at have ført i den Tid, da den engelske Expedition til Sjælland var kommen hertil i Aaret 1807, og Engelstoft var blandt de Embedsmænd, der bleve kaldte til at følge med Hoffet til Jylland og Holsteen. „Laurids Engelstofts Dagbogsoptegnelser fra 1807 og 1808" ere ved A. Petersen meddeelte i Danske Samlinger. Tredie Bind. (Kjøbenhavn. 1867-68.) S. 97-192.

større Antal af dem findes opbevaret; det maa vel ogsaa have været saadanne, hvortil hans mangeaarige Kollega og Ven Werlauff nærmest har sigtet, naar han i et Brev af 30te Marts 1848, dengang da Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler var bleven ophævet og det nye Ministerium for Kirke- og Underviisningsvæsenet dannet, idet han lykønsker Engelstoft til dennes nu opnaaede, længe med Længsel imødesete Otium, dertil knyttede et Haab om, at dette Otium ogsaa kunde blive til Held for Fædrelandets Historie, til hvis sidste halve Aarhundrede Engelstofts Erindringer, som det hedder i Brevet, opbevarede saa mange Bidrag. Flere af Suhms smaa Meddelelser indledtes saaledes: „Gamle Mænd har fortalt mig", ,,Luxdorph har fortalt mig", „General Hobe, Commandant i Castellet, har fortalt mig", „Carl Pless har sagt mig“ o. s. V., og paa samme Maade begynde de Engelstoftske smaa Optegnelser oftere med at anføre, hvem det er, hvorfra den følgende Meddelelse hidrører, medens i andre Kilden, hvorfra Meddelelsen stammer, og paa hvis Ansvar den anføres, først efter den tilføies som Slutning. I de fleste Tilfælde er Engelstoft upaatvivlelig gaaet ud fra, at man kunde stole paa den anførte Hjemmelsmand; om dette i ethvert Tilfælde kan antages, er dog neppe afgjort. I Særdeleshed vise sig som de, af hvis Meddelelser Engelstoft har øst, Hertugen og Hertuginden af Augustenborg, Geheimeraadinde Hielmstierne, Grev og Grevinde Rosencrone, Geheimeraad Malling; med den Sidstnævnte, i hvem Engelstoft altid havde en Velynder, var han i en lang Aarrække Medlem af Universitetsdirektionen 1); om de Forbindelser med den augustenborgske og den hielmstierne - rosencroneske Familie, hvori han allerede som ung Mand var kommen, vil

1) Om Malling findes bemærket: ,,Stort Tab for Fædrelandets de sidste 60 eller 70 Aars Historie var det, at Malling ikke levnedes mere Tid til Historiographien. Thi hvor mange og vigtige Facta maatte han ikke kunne have faaet at vide, som stod i Forbindelse med fast alle Rigets Stormænd og var dertil høit agtet af dem. Selv tog han og i 50 Aar Deel i fast Alt, hvad Regjeringen af større og mindre Vigtighed foretog." G. L. Baden, Ove Mallings vigtigste Levnetsomstændigheder. Kjøbenhavn. 1837. S. 23.