havde Brudgommens Broder, den senere Kong Frederik III, ladet opføre den første «Ballet, vi kjende her til Lands, og saaledes brudt Isen for Hofforlystelser i fransk Stil, som dengang endnu vare temmelig nye i deres eget Fædreland, og som Prinsen maaske havde gjort Bekjendtskab med paa sin Reise til Frankrig 1629-30. Ballettens Indhold meddeles af Overskou p. anf. Sted, men saaledes, at man skulde tro, at Karl van Mander, som arrangerede» den, ogsaa var Programmets Forfatter. Birket-Smith 1) oplyser imidlertid, at det er skrevet af de unge Kongedøtres Lærer, Tyskeren Alexander Kükelsom. Det findes endnu paa det Kgl. Bibl. under Titel: Kurzer Einhalt und Bedeutung des Ballets, so der Hoch-würdigster etc. Fürst und Herr, Herr Friedrich, bey bevorstehendem Printzlichem Beylager nebens andern repräsentiren wirdt. In Kopenh. 1634, og er undertegnet: I. I. Hoch Fürstl. D. D. Unterthänigsten Dieners Alexandri v. Kükelsom. 2). Balletten er af ganske samme

1) Leonora Christine Grevinde Ulfeldts Hist. XXX og 69. 2) Titelen forstaas vistnok naturligst som om Prinsen blot tilligemed andre har danset i Balletten, der altsaa ligesom Festskuespillene skulde være given af Kongen, og herpaa tyde ogsaa dennes Breve (Overskou I. 83), der ligesaa vel angaa Forberedelserne til Balletten som til Komedierne. De oprindelige Festberetninger tale ikke om, hvem der lod den opføre; men det synes altfor mærkeligt, at hverken de eller Programmet antyde Prinsens personlige Optræden i en Ballet, hvilket Parti han udførte o. s. v., noget, som senere Programmer gjerne for fyrstelige Personers Vedkommende udhæve, og det uagtet det dengang, hvis det havde fundet Sted, hos os maatte være aldeles uhørt, medens dog Kongens naturlige Søns, Christian Ulriks Rolle i Balletten udtrykkelig fremhæves. Naar Overskou I. 99 beraaber sig paa Kukelsons Beretning, for, at Prinsen dansede, kan der kun sigtes til de anførte Ord i Programmets Titel, hvilke jeg dog, saaledes som de staa, ogsaa af Hensyn til Frederik IIIs

Art, som senere bliver almindelig, et mythologisk-allegorisk Potpourri af Scener og Tableauer med indlagte Sonetter, Sange og Dans, uden egentlig Sammenhæng og sluttende med en grand ballet fuld af smigrende Allusioner til Fyrsteparrets Navne og Festens Anledning. Overskou har ikke kjendt Programmet selv, men oversætter Cassius's ikke ganske nøjagtige Referat1), der overspringer Begyndelsen, Gudernes Gjæstebud hos Neptun, men ellers har Hovedoptrinene: Pan og Deianira, Orpheus og Eurydice, Apollo og Muserne, Ulrik Christian som en fornem cavalier, om hvem Dyder og Laster strides, Atlas o. s. v. Nogen regelmæssig Inddeling i Scener og Optrin, «entrées», efter fransk Monster har Kükelsom endnu ikke. At i øvrigt ogsaa den gamle dramatiske Smag var repræsenteret ved denne epochegjørende Fest, ses af den før omtalte Moralitet om Dyder og Laster.

Helt eller delvis reciterende Festskuespil i den nyere, af Lauremberg indførte Smag, synes ikke senere at være givne ved Hoffet, men derimod bestaa fra nu af alle Galaforestillinger af Opera og Ballet, saaledes som det var blevet moderne i sydligere Lande. Indhold og Stil var imidlertid ganske den samme, som i Skuespillene. Ogsaa vore Konger, lige fra Frederik II, havde holdt Capeller og italienske Musikere 2), ogsaa hos os havde Musik og Dans faaet Indpas allerede i den yngre Skolekomedie, som vi have set gaa over i formeligt Sangspil med Hieron. Justeson, ligesom i

franske Reise og senere Forkjærlighed for Balletforestillinger, skulde være tilbøielig til at forklare, som om det var ham, der i alt Fald havde foranlediget Ballettens Fremkomst.

1) Relation etc. 23.

2) Oversk. I. 67, 82, o. fl. St. 1658 kom en italiensk Trup fra Danmark til Dronning Christinas Hof: Ljunggr. 396.

Tyskland med Ayrer. Nu fremtræde imidlertid musikalske og chorographiske Forestillinger som selvstændig dramatisk Kunstart, men foreløbig uden bestemt at udskille sig fra hinanden indbyrdes i Opera og Ballet. Ved Ballet forstodes nemlig dengang ikke som nu blot pantomimisk Dans med Musikaccompagnement, men Recitativ og Sange, sjeldnere derimod egentlig Dialog, vare indlagte i Tableauerne, ja ledsagede som oftest hele Handlingen. Om de bleve afsungne under, for eller efter hver Dans, og hvor stor Plads Dansen selv, og Pantomimen i Forhold til den indtog, er mindre klart, men den bekjendte Kieler Professor, Literaturhistorikeren Morhof1), har sikkert ikke Ret i, at Tidens Ballet ligesom Maskeraderne var stumt Spil, og at Sangene kun tilhørte Programmet, der vistnok undertiden blot indeholder Scenegang og Sange, men som oftest tillige en prosaisk Récit til Forklaring af Handlingen. Paa dennes dramatiske Enhed lagdes ingen Vægt; den bestod oftest i en Række usammenhængende Scener, Optog og Tableauer, «entrées», som endte med et stort Danseoptrin, le grand ballet». Indholdet er som Følge af Opførelsen ved fyrstelige Fester oftest en Hofsmiger, der bliver mere overdreven, jo længere vi komme ned i Aarhundredet; Formen var mythologiskallegorisk; naar Samtidsfigurer optraadte, var det altid som Typer for en hel Stand eller Klasse, visse Dyder eller Feil og Latterligheder o. s. v. Disse Balletter gaa aldeles umærkeligt over i Operaen, hvis Indhold og Præg var ganske det samme, naar Sang og Musik tager Overvægten, og Dans, Optog og Tableau mere blive Accessorier. Grændsen er ofte aldeles flydende, og begge Kunstarter maa i Begyndelsen behandles samlede.

1) Von der deutschen Sprache und Poesie, 1700, p. 673.

a

Balletten i den her beskrevne Form er aabenbart directe indført fra Frankrig. Medens vi hidtil i Literatur og Poesi havde faaet alt gjennem Tyskland, begynde fra Midten af det 17de Aarhundrede Hofferne der som her med den spirende Enevoldsmagt samtidig at se hen til og efterligne. det franske Hof. Frederik III holdt franske Musici og en fransk Dansemester (Balletmester) Pilloy 1) (som dog nok ikke nævnes for 1663), og det synes ikke, at Balletten har faaet tidligere Indpas ved de nordtyske Hoffer end ved vort, snarere omvendt. Morhof nævner p. anf. St. af tyske kun en Ballet og en «Masqverade» fra det gottorpske Hof 1668 og 69. Skjøndt vor omtalte første Ballet fra 1634 er paa Tysk, og selv om det skulde vise sig rimeligt, at ogsaa de fleste senere ere opførte paa dette nu engang herskende Sprog, saa robes deres Herkomst dog klart nok af de franske Biprogrammer, som næsten stedse findes, af techniske Udtryk som «ballet", "entrée», récit, og af Ballettens hele Indhold og Bygning, der ganske svarer til de bekjendteste franske Exempler: lose Tableauer i Dans med ledsagende Sang og Musik som de Molière noget senere for at imødekomme Hofsmagen hoist umotiveret maatte lægge ind i sine Stykker eller endog skrive hele Stykker som Ramme om (Les amants magnifiques, La princesse d'Élide). Catharina af Medici havde indført den musikalske Ballet fra Italien; under Ludvig XIII var den allerede saa yndet, at Kongen selv optraadte dansende deri; men dens blomstrende Periode var dog især ved Ludvig XIV's glimrende Hof efter Mazarins Død 1661. Herfra udbredtes den over Europa, og de største Digtere ansaa det ikke under deres Værdighed at skrive Balletprogrammer, saaledes ifølge Morhof Ben

1) Oversk. I. 107, 109.

Jonson og endog den strenge Puritaner Milton i England, Stjernbjelm i Sverig o. a. En tidligere Tilknytning for Balletten finde vi maaske dog i de ofte storartede mythologiske, allegoriske eller Hyrdeoptog ved Hoffester, i Costume med Musik, temmelig kunstigt Maskineri og undertiden Dans, men uden Repliker eller Ord, som Renaissancen bragte i Mode, og som endnu langt ned i Tiden fortsattes. Under Ludvig XIV sattes de i Scene i Parken ved Versailles, navnlig af Molière, i hvis Værker de findes beskrevne, f. Ex. Les plaisirs de l'île enchantée 1684 med Program fra Ariosts Rasende Roland", hvor Kongen selv og Hoffet dansede sammen med Molière og hans Trup. I den tarveligere Form, de havde her, finde vi dem allerede tidlig ved Hoffester som Indledning til Ringriden eller Carroussel, ofte flere efter hverandre, hver med sit Program, «Cartel», undertiden indeholdende Vers eller Taler, som oplæstes. Beskrivelser af slige Optog findes i Aug. Erichs Skildring af Christian IV's Kroning 1596, i de nævnte Beretninger om Prins Christians Bryllup 1634, og de forekomme endnu i Christian V's Tid som Heste-Ballet » 1). Overgangen fra saadanne Rytteroptog til mere theatralske og balletmæssige Friluftsforestillinger, som vi siden finde dem, staar maaske nok, som Overskou 2) mener, i Forbindelse med de tyske, navnlig Pegnitzernes, Forestillinger til Forherligelse af den westphalske Fred, hvor Glæden over den gjenvundne Ro og Sikkerhed fandt et Udtryk i landlige Fester, Schäferier", i den fra Spaniere og Italienere optagne Hyrde- og Idylstil. Denne kom fra nu af i Mode i Dramet ligesom i de øvrige Digtarter, hvor ogsaa hos os Terkelsen, Bording og Kingo

a

་

1) Paulli Extraord. maanedl. Relat. Jan. 1678. Apr. 1680.

2) I. 107. Gervinus III. 415.