Minde. Netop paa Grund af sin Behandling af disse Forhold vil Bogen, hvad man saa ellers kan have at indvende imod den, hævde sig en hæderlig Plads i vor historiske Litteratur, og naar den Raben-Levetzauske Fond har ydet et Pengetilskud til dens Trykning, maa det siges, at disse Penge have faaet en god Anvendelse.

C. F. Bricka.

Kr. Erslev Konge og Lensmand i det 16de Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde. Kjøbenhavn. 1879. (209+ LIII SS.)

Kr. Erslev Danmarks Len og Lensmænd i det 16de Aarhundrede (1513-1596). Udg. med Understøttelse af den Hjelmstjerne - Rosencroneske Kjøbenhavn. 1879. (242 + VI SS.)

Stiftelse.

Det er nu paa 13de Aar, siden nuværende Prof. L. Daae i Kristiania Vidensk. Selskabs Forhandlinger (1867) offentliggjorde et Brev fra den preussiske Admiral Johan Pein til hans Herre, Hertug Albrecht af Preussen, Kristian III's Svoger, hvori der gaves en helt ny Fremstilling af Kristian III's Fremfærd ved Reformationens Indførelse 1536. Man saa heraf, at Kongen ingenlunde havde haft det verdslige Rigsraad paa sin Side ved Biskoppernes Fængsling, men at der var anvendt Tvang mod Rigsraadet. Om man end tidligere ikke havde været blind for, at Kongemagten gik styrket ud af Grevefejden, idet to af de Bestemmelser, der vare farligst for Kongemagten, vare udgaaede af Kongens Haandfæstning, nemlig Undersaatternes Ret til væbnet Modstand mod Kongen, hvis denne ikke overholdt Haandfæstningen, og Forbudet mod, at Kongerne i levende Live fik deres Sønner valgte, idet Kristian III endog strax 1536 fik sin Søn valgt til Tronfølger1), saa fik Offent

1) Jvfr. Paludan-Müller, Grevens Fejde. Kbhv. 1854. II. 276 ff.

liggjørelsen af hint Brev dog ikke ringe Indflydelse paa Opfattelsen af Begivenhederne 1536. Statsforandringen 1536 stod fra nu af som et af Kongemagten fremtvunget Statskup, mod den tidligere forfatningsmæssige Statsmyndigheds, Rigsraadets, Vilje udført ved Hjælp af tyske Lejetropper og holstenske Raadgivere. Det var ikke det verdslige Rigsraad i Forening med Kong Kristian, der vandt Sejren i Grevefejden, men det var først og fremmest Kongen. Tanken blev strax nærmere udført af Helveg i den danske Kirkes Historie før Reformationen (1870); Anmelderen søgte senere (1873) at paavise, at det verdslige Rigsraad ogsaa i andre Henseender havde tabt i Indflydelse, idet flere af dets Medlemmer vare blevne udstødte og dets Tal betydelig reduceret i Sammenligning med Frederik I's Tid1); Paludan-Müller paaviste med stor Styrke i sit Skrift om de oldenborgske Konger (1874) bl. a. den betydelige Udvidelse, Kongemagten havde opnaaet ved Statsforandringen; Daae gav (i norsk hist. Tidsskr. 1875) nye Bidrag til Situationens Belysning, bl. a. ved Offentliggjørelsen af et Brev fra Kristian III til en tysk Fyrste, hvoraf fremgik, at det oprindelig havde været Kongens Hensigt ogsaa at fængsle hele det verdslige Rigsraad. Anmelderen paaviste senere (1877) i dette Tidsskrift bl. a., hvor stærk en Brydning der i Kristian III's første Regeringsaar var mellem Dansk og Tysk, hvorledes Tyskere bleve indtrængte i vigtige Lensposter, hvilke vidtgaaende Planer der lagdes mod Aristokratiet af Kongens tyske Omgivelser (Utenhof)

0. m. m.

At det ikke var Højadelen, der gik af med den politiske Sejr i Grevefejden, derom har den nyere Tids Historiegranskning saaledes været enig. Et andet Spørgsmaal er det selvfølgelig, hvorvidt Kongemagten har kunnet bevare den gunstige Stilling, den tilsyneladende indtog 1536, om den har haft Kraft og Styrke til at lade Papirets Bestemmelser blive til Virkelighed eller ikke, med andre Ord, om Adlen, og da navnlig Højadlen, atter har vundet sin Stilling tilbage og atter indskrænket Kongens Magt ved hvert et Skridt, eller om Kongemagten

1) Hist. Tidsskr. 4. R. III. 469 ff.

tvertimod er i en stedse fremadgaaende Bevægelse, indtil Maalet endelig naaes helt og holdent 1660. At den ældre Tids Forestilling om Adlens ubetingede Overvægt over Kronen maatte ændres, var naturligt; men hidtil havde den nyere Granskning kun ufuldstændig kunnet udtale sig herom. Man kunde udtale, mere som en Formodning end som en Vished, at Kristian III's Sejr i Forening med den menige Adel (ikke Højadlen) havde medført, at dennes sociale Stilling blev end mere udviklet paa de lavere Stænders Bekostning, medens Rigsraadets Magt og Betydning foreløbig havde lidt et Knæk og Kongemagten var styrket1), hvorimod den ældre Tids Paastand, at Adlen havde vundet umaadelig ved Reformationens Indførelse ved at bemægtige sig Løvens Part af Kirkebyttet, i al Fald for Anm. længe har staaet som meget tvivlsom. Dog maa man her ikke gaa altfor stærkt i Rette med den ældre Tids Historieskrivning. Saa længe man kun fra Danske Atlas og lignende Kilder kunde faa Oplysning om Kirkegodsets Skjæbne, saa længe man kun havde Lejlighed til at se, hvorledes der overalt paa de forrige biskoppelige Ejendomme eller paa de større Klostre fandtes adelige Lensmænd, eller at flere af disse Ejendomme ved Salg, Mageskifte eller Gave kom i Enkeltmands Eje, saa længe man kun kunde naa til dette løseligere Syn uden at kjende Forholdene i det enkelte, saa længe var det naturligt, at man kom til den ovenomtalte Opfattelse. Sagen er jo nemlig den, at det først er i de nyeste Tider, at disse Begivenheder ere blevne gjorte til Gjenstand for en mere indgaaende kritisk Behandling, ja selve Kristian III's Historie efter 1536 venter endnu i høj Grad paa en Historieskriver. Allens Arkivstudier og Paludan-Müllers kritiske Skrifter ende væsentlig med 1536. At man i mere almindelige Skrifter, som i Allens Haandbog og i Fr. Hammerichs Adelsvældens Historie, ikke kom til at trænge til Bunds i Forholdets Natur, er derfor ganske naturligt. Man holdt sig til løse Beregninger, og hvorledes det gik med dem, naar man søgte nærmere Oplysninger,

1) Anm. i Hist. Tidsskr. a. St. (1873); jvfr. Fridericia: Det 19de Aarhundrede, Maj 1877 (S. 81-83).

afgiver Fr. Hammerich et mærkeligt Exempel paa; medens han i Adelsvældens Historie med stærke Farver skildrede det umaadelige Jordegods, Adlen ved Reformationen kom i Besiddelse af, har han i sine senere (1860) offentliggjorte „Bidrag til Belysning af den danske Stats Folkemængde, Næringsveje og Finanser omtrent i Midten af det 17de Aarhundrede", udarbejdet i Anledning af Forf.s Skildring af Regeringsforandringen 1660, udtalt sig med langt større Maadehold, saa at det blev Kronen, der gik af med Sejren 1).

Man trængte saaledes i høj Grad til nye Undersøgelser om dette Forhold. Med dette for Øje er det, at Dr. Erslev har udarbejdet sine Skrifter om Lensvæsnet i det 16de Aarh., af hvilke „Konge og Lensmand" er Hovedskriftet, medens,,Danmarks Len og Lensmænd i det 16de Aarh." indeholder statistiske Oplysninger om de enkelte Lens Historie fra 1513-1596 som Grundlag for Hovedskriftet. Med livlige Farver skildres Lensvæsenets Udvikling i Forholdet til Kongemagten, Forskjellen mellem Regnskabslenet, hvor Lensmanden maa afgive den største Del af Indtægterne til Kongens Fadebur", medens kun det fradrages, som medgaar til Lensmandens og hans Svendes Underhold, til Slottets Udbedring o. a. lign., og hvor Lensmanden efterhaanden sættes paa fast Løn (Genant), og Adelslenet i dets to Skikkelser, Tjenestelen og Afgiftslen, samt Pantelenet, hvoraf Lensmanden kun yder Rostjeneste eller i det højeste en bestemt aarlig Afgift. Det paavises, hvorledes Unionstidens aristokratiske Udvikling, i Lighed med hvad der

1),,Efter en ret trolig Angivelse (Münters d. Reform, Hist. I, 37) ejede Gejstligheden ved Reformationen / Part af Landet, af hvilken en Del gik til Præstegaarde, Universitetet, Hospitaler og gejstlige Stiftelser, en Del tilbage til Giverne, en Del forkommedes; største Delen fik dog Kronen. I Forening med de tidligere meget store Krongodser maa den da vel have ejet det halve Rige. Af disse Kronejendomme bleve efter Reformationen kun ganske enkelte skjænkede eller solgte bort, som til Peder Svave, Henrik Ramel, Anders Sinklar, noget gaar tabt ved Mageskifter." (Hist. Tidsskr. 3. R. II. 56.) Fr. Hammerich, Adelsvælden I. 199; jvfr. Erslev, Konge og Lensmand, S. 7 ff.

fandt Sted i Sverig, medfører en Stræben hos Adlen efter at faa fastslaaet, hvilke Len der som Regnskabslen skulde ligge til Fadeburet, og hvad der skulde gives i fri Forlening til Adlen. Denne Strid gaar som den røde Traad gjennem hele Forholdet mellem Adlen og Kronen. ,,I 1513 hævdes det fra Adlens Side, og anerkjendes af Kristiern II ved Haandfæstningens Fastsættelse, at der er en vis sædvanemæssig Grænse mellem Fadebursomraadet og de Len, som skal forlenes Adlen paa gunstige Vilkaar" (S. 24). Netop i dette Aar laa paa Regnskab til Fadeburet 43 af Landets 155 Herreder, medens Resten var omtrent ligelig fordelt mellem helt frie Len og Afgiftslen (S. 28), ligesom det ogsaa i samme Haandfæstning med forstærkede Udtryk atter fastslaaes, at kun indfødte Adelsmænd maa faa Rigets Slotte og Len, saaledes at alle ,,Vanbyrdige" udelukkes.

Desværre ere de Oplysninger, man har om Lensvæsnet under Kong Hans, saa spredte, at Forf. ikke har turdet give en Skildring af Forholdets Udvikling under denne Konge, men har troet at burde begynde sit Skrift netop med Kristiern II's Tronbestigelse. Vi vide saaledes ikke, om Fadebursomraadet er blevet udvidet eller formindsket i denne Konges Tid; men man ser, at Kongen har begyndt at trænge borgerlige Elementer ind blandt Lensmændene, ikke blot den tidligere noksom bekjendte Niels Klementsen paa Kalø, men ogsaa andre (Kallundborg, Abrahamstrup) 1). Ved Kristiern II's Haandfæstning søgte man vel at hindre denne Kongemagtens Stræben efter Frihed i Lensvæsnet, og dette havde ogsaa nogen Indflydelse paa denne Konges første Regeringsaar; men med stærke Farver skildrer Forf. derpaa, hvorledes Kristiern II's sidste Regeringsaar vise en uafbrudt Tilsidesættelse af Haandfæstningen: borgerlige Lensmænd eller ukjendte Adelsnavne indtrænges i de høje Ætters Sted; Fadeburets sædvanemæssige Omraade udvides stærkt (over 60 Herreder mod de 43 i Aaret 1513); Lensbreve paa Lensbesidderens eller hans Hustrus og Børns Levetid kjendes

1) Ogsaa Tryggevælde maa vel regnes hertil (Morten Jensen 1513, Suhms Saml. II, 1, 114).