Litteratur og Kritik.

701

J. G. Rist: Lebenserinnerungen. Herausgegeben von G. Poel. 1-2 Theil. Gotha. 1880.

Denne Bog er et interessant Skrift. Vistnok har man hist og her Indtryk af selvbehagelig Brede i Forfatterens Skildring af hans Stemninger og Aandsliv, man sporer en vis Selvtilfredshed hos ham over hans aandelige Sundhed, han er ikke fri for Memoire forfatteres Skjødesynd at fremhæve deres egen Betydning og fortjenstfulde Virksomhed, og skjønt hans Stil er livlig, kan Lysten til at bruge malende og fantasirige Udtryk i Naturskildringer undertiden føre ham til næsten komiske Overdrivelser, naar han f. Ex. ved en Overrejse fra Portugal til England taler om Atlanterhavets ,,berghohe Wogen" i Vindstille. Men slige Smaasvagheder fordunkle ikke Indtrykket af Forfatteren som en dygtig og vel begavet Natur med megen Dannelse, Aandslivlighed og Friskhed og tillige som en varmt følende, sandhedskjærlig og elskværdig Mand. Oven i Kjøbet er det Erindringsskrift, han har efterladt sig, i høj Grad fængslende ved sit Emne, om det end tidt maa vække pinlige Følelser hos danske Læsere.

Rist blev født 1775 i den tæt nord for Hamburg liggende holstenske Landsby Niendorf, hvor hans Fader var Præst. Efter at han havde faaet akademisk Uddannelse paa Gymnasiet i Hamburg og ved Universiteterne i Jena og Kiel, kom han 1797 til Kjøbenhavn, idet han her afløste den siden navnkundige Historiker B. G. Niebuhr som Privatsekretær hos Statsministeren E. H. Schimmelmann. Det var paa den Tid

den Schimmelmann-Bernstorff-Reventlowske Kreds, som havde mest at sige i Statsstyrelsen her hjemme, og den Berøring, hvori Rist kom med Chr. G. Bernstorff, førte ham ind paa den diplomatiske Løbebane i dansk Tjeneste. Da han ikke var Adelsmand, var Vejen til at blive Missionschef saa godt som spærret for ham; men han naaede dog vigtige Stillinger som Diplomat. Først gjorde han sine Prøveaar i Petersborg som Legationssekretær fra 1801 til Slutningen af 1802, derpaa blev han i samme Stilling sendt 1803 til Madrid, hvor han var indtil Efteraaret 1806, da han blev forflyttet til London som Chargé des affaires, og her faldt det i hans Lod at repræsentere Danmark i det ulykkebringende Aar 1807. Efter Englændernes Tog til Kjøbenhavn blev han hjemkaldt fra London i Oktober 1807; men Regeringen sendte ham i det følgende Aar som Chargé des affaires til Hamburg, da den diplomatiske Plads i denne By under Udviklingen af den franske Fastlandsspærring fik særlig Vigtighed. Ogsaa efter at Napoleon i December 1810 havde føjet Hamburg til det franske Kejserdømmes Lande, vedblev Rist at repræsentere den dansk-norske Stat i denne By under Titel af Generalkommissær og Generalkonsul. Forstemt og nedbøjet ved Forholdenes Udvikling og Frederik VI's nøje Tilslutning til Napoleon i Maj 1813, tog han sin Afsked, men blev, efter at have levet i Stilhed i Haderslev indtil Kielerfreden, udnævnt til Medlem af den Kommission, som fik det Hverv at reorganisere Hertugdømmerne Slesvig og Holsten efter Kielerfreden. Snart efter sendte Regeringen ham til Paris for at tage Sæde i den internationale Kommission, som efter den første Pariserfred 1814 skulde forhandle om, hvad de forskjellige Stater havde til Gode hos Frankrig som en Følge af de nylig endte store Krige. Da Napoleons Tilbagekomst fra Elba gjorde Ende paa disse Forhandlinger, rejste Rist hjem, og han levede i Stilhed en Række Aar uden anden offentlig Virksomhed end nogle Gange at være Medlem af en eller anden Kommission. I Aaret 1834 blev han Regeringsraad i den ny oprettede slesvig-holstenske Provinsialregering, og i denne Stilling virkede han med Konferensraads Titel indtil Aaret før sin Død 1847.

De

Lebenserinnerungen", som ere udkomne ifjor,

har han affattet under sin Embedsledighed i Aarene 18161821, og de afsluttes med 1815. Foruden en Skildring af hans Barndom og første Ungdomsaar, der vistnok er for bred til at kunne interessere danske Læsere, indeholder dette Skrift en fyldig Fremstilling af Tidens Historie, for saavidt Forfatteren personlig er kommen i Berøring med Begivenhederne. Hovedpunkterne i disse ere Slaget den 2den April 1801, Englændernes Overfald paa Danmark 1807 og den store europæiske Krise 1813 med den korte, paa Grund af sine Virkninger saa skjæbnesvangre Krig i Holsten. Ved den første af disse Begivenheder var Forfatteren kun Tilskuer, og, hvad han fortæller derom, har overvejende kun Værd som et nyt Vidnesbyrd om Stemninger og Tilstande dengang i Kjøbenhavn; men ved begge de andre Katastrofer spillede han selv en Rolle med. Jo mere man ved Fremstillingen af dansk Historie tidt føler Savnet af Memoirer og personlige Optegnelser af handlende Personer i tidligere Tid, desto mere skjønner man paa et Skrift som dette, selv om det i Følge Sprog og Aand tilhører en fremmed Literatur.

Det er bekjendt, at Hovedinteressen ved Memoirer ligger i den Kundskab, man ved dem faar om en Række mere eller mindre interessante Enkeltheder og om de handlende Personers Stemninger og Karakterer. Saaledes gaar det ogsaa med Rists Lebenserinnerungen, og det er en betydelig Række Skildringer, Forfatteren har givet af den Mængde Personligheder, som han har været i Berøring med, dels af Mænd, som spillede en vigtig Rolle her hjemme, f. Ex. E. H. Schimmelmann, Chr. Bernstorff, Patriarchen Ludvig Reventlow paa Brahetrolleborg og Niels Rosenkrantz, dels af de danske eller fremmede Diplomater, han levede sammen med i Udlandet. Det danske Diplomati, ser man, har været meget broget sammensat. Man træffer en saadan besynderlig Figur som Generalmajor Løvendal, der i Foraaret 1801 blev sendt til Petersborg og trods sit statelige Ydre var en Karrikatur af en Diplomat. Langt mere Franskmand end Dansk, havde han den ægte franske Forening af en vis Flothed med smaalig Sparsommelighed, og hans største Glæde var at sidde ved et vel besat Bord med en

Kreds af franske emigrerede Adelsmænd, med hvem han kappedes om at fortælle Historier fra hine lykkelige Dage, da l'ancien régime herskede i Frankrig. Samtidig var Gesandten i Madrid en Mand, der var langt mere Englænder end Dansk, nemlig den i Vestindien fødte Bourke, som med sin Hustru, en temmelig extravagant Italienerinde, dannede et højst ejendommeligt Par. Men han var dog en Mand baade med Kundskaber og Aand.

De Karakteristiker, Rist i Mængde har givet, ere næsten altid meget livlige, og, skjønt de næppe ere meget dybtgaaende, vidne de baade om psychologisk Sans og Fordomsfrihed. Hvor udpræget Tysker han end har været, saa kjender han dog ikke til af Nationalitetshensyn at bruge en forskjellig Alen eller Vægtskaal overfor de Personligheder, som han omtaler. Udførligst er maaske hans Skildring af Davout, med hvem han i mere end et Aar næsten daglig havde at gjøre under Franskmændenes Besættelse af Hamburg. Den er visselig alt andet end sympathetisk og ikke retfærdig 1). Rist ser i Davout overvejende Tyrantjeneren, og han fremhæver hans Haardhjærtethed, der undertiden havde en Tilsætning af Skadefryd; men han er uendelig langt fra de sædvanlige tyske Skjældsord om denne fremragende Mand, og det er et interessant Billede, han udkaster ikke blot af Davouts overordnede Dygtighed som Organisator, men ogsaa af hans personlige Uegennyttighed og Følelse af sin Pligt imod Napoleon. Man mærker, at det er selve denne Pligtfølelse, der har gjort Davout tyrannisk, for saavidt som ikke andre Hensyn gjaldt noget for ham i Sammenligning med hans Kejsers Bud og Tarv. At Tyskerne og overhovedet andre Folk kunde have nogen Ret overfor Napoleons Vilje, derom havde Davout ifølge Rists Skildring ingen Anelse, og derfor blev han den haarde, mistænksomme Befalingsmand i Hamburg. Men hvor han ikke paa den Maade følte sig bunden, der var han efter Rists eget Vidnesbyrd en elskværdig Mand. Særlig maa Rist indrømme, at han altid gik saa vidt i

1) Jfr. de Oplysninger om Davout, der i den nyeste Tid ere fremkomne i Revue des deux mondes, især Heftet for 15. Jan. 1881 S. 313 ff

at fremme Danmarks Tarv, som hans Fuldmagt paa nogen Maade tillod ham det, og at han greb enhver Lejlighed til at vise Danmark Tjenester. (II, 135). 1)

Den Fremstilling, Rist har givet af Begivenhederne 1801, er det mindst vigtige Afsnit af hans Skrift; men dog findes allerede her et Par ret værdifulde Træk. Man ser saaledes, at da den engelske Diplomat Vansittart kom til Kjøbenhavn i Marts 1801 for at prøve paa at drage Danmark-Norge bort fra det væbnede Neutralitetsforbund, da var der mange, deriblandt Schimmelmann, som misbilligede den bratte Afvisning, den engelske Statsafsending fik ved denne Lejlighed. Det er et nyt Træk til at vise den Modsætning, som vi fra flere Sider vide, fandt Sted imellem de forskjellige Statsmænds Synsmaader, og som især traadte frem, da Chr. Bernstorff efter Kampen 2. April vilde have, at man skulde holde Stand til det yderste, medens Schimmelmann og C. D. Reventlow aldeles havde tabt Modet. Det er ogsaa et værdifuldt Træk, Rist fortæller, og som nylig er blevet nævnet i dette Tidsskrift, at Kronprins Frederik fik sin første Kundskab om Kejser Povls Mord, da hans Generaladjudant Lindholm traadte ind til ham under hans Samtale med Nelson den 8. April og paa Dansk hviskede til ham, at Kejseren var dræbt.

De fleste Læsere her hjemme ville vistnok, naar de faa denne Bog i Hænde, først og fremmest være spændte paa at se, hvad Rist fortæller om sit Forhold til den engelske Regering 1807 og om Udviklingen af dennes Politik imod DanmarkNorge. Da jeg imidlertid har havt Lejlighed til at bruge Rists Depecher ved Udarbejdelsen af mit Skrift om Danmark-Norges udenrigske Historie fra 1791-1807, og da nogle af

1) Det er ikke uden Interesse at sammenstille denne Rists Karakteristik med det Billede, G. D. Løvendal efter nøje personlig Berøring med Davout har givet af denne i Indledningen til sit Skrift: Felttoget ved Elben 1813 og 1814 (Kjbhn. 1818). De tvende Skildringer stemme ganske godt sammen, naar man tager Hensyn til det forskjellige Standpunkt, hvorfra de ere affattede.