har tidligere været trykt i Suhms Nye Saml. 2 Bd., og tilskrives af Gram M. Skeel i Forbindelse med tre andre Medlemmer af den gamle Adel. Derefter er det 1871 og 74 udgivet af Birket Smith, der i sin Indledning, uden dog at anføre sine Grunde, anser Skeel for eneste Forfatter 1). Idet jeg her og i det Hele agter det for sikrest at følge denne grundige Kjender af vor gamle dramatiske Literatur, bemærker jeg blot, at Skeels nære Forhold til Hoffet synes at gjøre hans Forfatterskab til en saa voldsom Satire noget vanskeligt at forklare; men Samtiden frembyder rigtignok et ganske lignende Exempel i Baron og Geheimeraad Ole Rosenkrantz's «Forsvar for den danske Adel» 1681, der paadrog sin Forfatter streng Straf, og viser, hvor almindelig Misstemningen var selv i Hofkredsene. Hofman 2) forøger Forvirringen ved at tilskrive M. Skeels Broder, Geheimeraad Otto Skeel til Valle «en Satire, gjort som en Comoedie mod Titlers Misbrug. Dette Skrift, som er skrevet paa Dansk, er fuldt af behagelige Indfald, under saadanne Talemaader, som gjøre de forfængelige Titler og den Hovmod, som deraf reiser sig, meget latterlig. Kort sagt, det er en god Satyre uden Galde og Gift, skrevet med saa stor en Munterhed, at det er umueligt at læse den, uden at elske Forfatteren, som deri har givet en fortreffelig Lærdom at skye Forfængelighed, skjult under en behagelig Skjemt,» rigtignok en meget mild og almindelig Fortolkning af den temmelig skarpe, ofte rent ud grove Satire.

Her interesserer Stykket os især som det første, om end ufuldkomne dramatiske Forsøg i den nyere Kunstdigtnings Aand, der er skrevet af en Dansk paa Dansk. I

1) B. Smith Gr. og Frh. Kom. 1874, p. 17.

') Hist. Efterr. om danske Adelsm. 1777, I. 47, cfr. hans Portraits hist. 1746.

de 50 Aar efter Skolekomediens Ophør var her hovedsagelig kun skrevet og spillet paa Tysk eller Fransk, uden at dette fremmede Drama havde faaet nogen synderlig Indflydelse paa dansk Literatur, og medens i alle andre Digtningsgrene Overgangen fra den middelalderlige Digtning hos os var sket i den nærmeste Tilslutning til og Efterligning af den tyske Kunstpoesi, springe vi i Dramet over et langt, næsten tomt Rum lige ind i den franske, idet de eneste, svage Spor af Paavirkning fra den 1ste og den 2den schlesiske Skole ere Skeels egen Judith og Lenborgs Komedier. Dette Forhold blev ubetinget fremmende for Holbergs dramatiske Reform, mere dog maaske derved, at han kunde begynde saa godt som med tabula rasa og ikke behøvede at feie en misforstaaet og unational Retning ud, saaledes som det maatte ske i hele vor øvrige Literatur, end just ved, at han forefandt tidligere dramatiske Spirer, som kun behøvede. Udvikling. Thi saa længe der i denne Henseende ikke kan paavises andet end Grevens og Friherrens Komedie, der oven i Kjøbet paa Holbergs Tid var utrykt, aldrig opført og maaske Holberg selv ubekjendt, saa er dette Stykkes Betydning vel kun den indirecte, at vise, at den franske Retning, som siden Enevælden dukker frem ved Siden af den tyske i Livet, Sproget og hist og her i Literaturen, ogsaa i Dramet, om end kun paa et ganske enkelt Punkt, har efterladt et Spor. Holberg har ikke skabt denne Retning hos os, men forefundet den, endnu temmelig svag, udviklet den, i Dramet rigtignok næsten ganske fra nyt, og ført den igjennem til Seir. For saa vidt er det den samme Retning i Tiden, der præger sig i ham og i M. Skeel, og deraf opstaa deres Ligheder. Nogen directe Forberedelse for eller Forbindelse med Holberg maa vi derimod ikke søge i Stykket, hvor nær det end i sit hele Præg staar hans

Komedier, som B. Smith paaviser. Det Eiendommelige hos Holberg er den virkelig nationale Tilegnelse af de fremmede Kunstretninger, som Fortiden kun havde formaaet at efterligne. Allerede hos Skeel finde vi nu første Gang i vort Drama Emner af Samtidens Liv paa hjemlig Grund, behandlede i national Tone og i nær Tilslutning til den gamle, nationale Satiredigtning, den Gren af Literaturen, som holdt sig mest uberørt af det Fremmede. Forfængeligheden og

Rangsygen som Satirens Hovedgjenstand gjenfinde vi hos Holberg og i hele den mellem Skeel og ham liggende Periode, saa Indholdet er aldeles nationalt. Formen derimod er, atter ligesom hos Holberg, laant fra den franske Komedie, som Molière ved sin Død 1673 havde efterladt i fuld Blomstring, men som her til Lands endnu ikke var oversat, opført eller kjendt af andre end dem, der som M. Skeel vare det franske Sprog fuldt mægtige og havde uddannet sig ved Reiser. Det Virkeligheds- og Samtidighedspræg, som den fransk - klassiske Tragedie savner i endnu høiere Grad end det gamle Skoleskuespil, findes derimod i den franske Komedie, der satiriserer over lignende Emner som det af Skeel valgte. Den individuelle Characterskildring, for hvilken Intrigen ofte tilsidesættes og bliver et blot Vehikel, er i bestemt Modsætning til det fra Middelalderen nedarvede Skuespil Hovedsagen allerede i Renaissancens Drama, endnu mere for Molière og efter ham for Skeel som for Holberg; selv den forstilt dumme Tjener en Art Hanswurst eller Pjerrot og den forslagne Kammerpige i deres fortrolige Forhold til Herskabet, som de, der sætte Intrigen i Gang og sluttelig selv forenes, gjenfinde vi hos Skeel, saaledes som de fra den antike Komedie gjennem Italienerne ere gaaede over til Molière og i Holbergs Arv, Henrik og Pernille. Ogsaa den fransk - klassiske Over

holdelse af Enhederne tilstræber Skeel trods den Skjødesløshed, hvormed hans Stykke i øvrigt er anlagt, idet det fra først kun bestaar af en Række temmelig løse Scener til Fremhævelse af Hovedpersonernes dumme Forfængelighed, og da Intrigen endelig kommer i Gang, er den overmaade ubetydelig, ubehjælpsomt og usandsynligt knyttet og løst, en Feil, vi jo for Resten ogsaa finde hos Holberg, ligesom de jævnlige Naiveteter og Plumpheder i det, dog ofte ret kvikke og morsomme. Replikskifte. Det var Tidens Aand.

Et Par andre Eiendommeligheder, Prosadialogen og Uundværligheden af en Kjærlighedsintrige, selv hvor dennes Betydning for Stykkets Oekonomi er meget underordnet, kan Birket Smith vel ogsaa med Rette udlede af den nye, franske Kunstretning, om de end allerede findes i Skolekomedien i dens senere Form, thi ogsaa her skyldes de til Dels fransk Paavirkning i mere moderne Aand og trænge først ind omtrent ved Skeels Tid, ja i vor egen Literatur vel egentlig først i Skolekomediens allerseneste Aflægger, Salvande, 40-50 Aar efter. Skjøndt Skeel er aldeles fri for særlig tysk Paavirkning, navnlig fra den da blomstrende 2den schlesiske Skole, er der dog et og andet hos ham, der viser op mod den ældre Komedie. Virkelighedspræget var jo ogsaa begyndt at trænge ind i denne, i alt Fald i de komiske Mellemscener af det daglige Liv og i enkelte Typer af pralende Soldater, Pedanter o. s. v.; undertiden, om end ikke hos os, afvexlede de bibelske, allegoriske, bukoliske og romantiske Emner med andre, der kom Virkeligheden og Samtiden nærmere paa Livet. Et Træk som det hos Rist, Lauremberg o. a. almindelige, at characterisere komiske eller jævne Personer ved at lade dem tale Plattysk, har Skeel optaget i sin 2den Pitzerstikker", hvis hoityske

Collega derimod bedre forstaar at logre for de Fornemme, o. s. V.

Om Skeels digteriske Virksomhed give samtidige Beretninger ingen Oplysning, ikke engang Ligprædikenen over ham af Biskop Henrik Gerner, Kbh. 1697, eller de medfølgende Ærevers, som dog ellers udbrede sig over hans Levnetsomstændigheder og ikke ere sparsomme i deres Ros. Han sammenlignes med de største Statsmænd, Aristides, Samuel:

Berem Din Mazarin af Viisdoms modne Kjerne,
O store Lodvigs Land, berem Din Oxenstjerna,
Du Naboe Sverig; hvad i disse prisis kand,

Var samptlig sammen knyt i denne danske Mand,

u

og det hedder, at han kom tilbage "ex Britannia Britannis disertior, ex Gallia Gallis humanior, ex Germania Germanis fidelior, ex Italia Italis acutior, ex Belgio Belgis sollertior». Derimod alluderes der kun i Almindelighed til, hvad Apollo og Parnasset har tabt i ham. Dette er vel beklageligt, for saa vidt det gjør det vanskeligt med Sikkerhed at fastslaa hans Forfatterskab til Grevens og Friherrens Komedie»; men efter hele dette Arbeides oppositionelle Character er det naturligt, at det kun var kjendt i Manuscript indenfor en bestemt Kreds, at en Hofmand som Skeel ikke aabent vedkjendte sig det, og at det ikke egnede sig til at fremhæves, naar han i sin Grav skulde prises som en tro Guds og Kongens Tjener. For os har hans Statsmandsvirksomhed for længst tabt sin Betydning, og forst Birket Smith har gjenoplivet Mindet om ham som Holbergs eneste virkelige Forgænger i vor Literatur, der intet Sidestykke har at opvise til ham i det følgende halve Aarhundrede, indtil Holberg selv træder frem.