peger bestemt ned mod den Retning, vort Drama 150 Aar senere tog under fransk Paavirkning; selv Mangelen af historisk Localfarve gjenfindes i den franske Tragedie, der dog ellers, psychologisk og æsthetisk, er ligesaa correct, som Hans Thomsen er naiv.

I de romanske Lande foregik denne directe Overgang. Det klassiske Drama traadte der virkelig ud i Livet, gik fra Skolen over paa Theatret og behandledes i Modersmaalet med Trissinos Sophonisbe i Italien og Jodelles Cléopâtre 1552 i Frankrig; men i Nordeuropa kunde det som sædvanlig ikke komme ud over det skolemæssige Pedanteri og de Lærdes Kreds. Folket vilde imidlertid ikke opgive Skuespillet, som den katholske Kirke havde vænnet det til, og fandt ingen Erstatning i latinsk Komedie eller Oversættelser af Klassikerne, hvis Tankekreds det ikke forstod. Ligesom derfor de middelalderlige, bibelske, moralske og farceagtige Emner havde holdt sig ved Siden af de klassiske i den latinske Skolekomedie, saaledes fortsattes ogsaa deres Behandling paa Modersmaalet, kun at de nu behandledes i evangelisk Aand. Fra Begyndelsen af havde Reformationens Venner benyttet Komedien paa Modersmaalet til at paavirke Folket,. f. Ex. i Schweiz. Ogsaa hos os findes i alt Fald dialogiserede Satirer mod Katholicismen: Samtalen mellem Peder Smed og Adzer Bonde og Dialogen om den syge Messe efter Schweitzeren Nic. Manuel. Luther med sin friske, humane Livsanskuelse giver selv Anvisning paa nogle af de siden almindeligst anvendte bibelske Skuespilemner i sin Indledning til Tobiæ Bog: Judith giebt eine gute, ernste, tapfere Tragödie, so giebt Tobias eine feine, liebliche, gottselige Comödie." Herpaa beraabte Digterne sig mod den senere, strengt orthodoxe Protestantisme, der misbilligede Skuespillet, naar det ikke directe traadte i Latin

undervisningens Tjeneste. Foreløbig maatte Kirken tage det i sin Haand som folkeopdragende Middel, ligesom Katholicismen havde gjort, og ved Siden af enkelte borgerlige Mestersangere var det da især Skolemænd og Præster, der optraadte som Dramatikere paa Modersmaalet, ofte samtidig med at de skrev paa Latin, og lode Stykkerne opføre af deres Disciple ved Skoleheitider og andre Fester, hvor de som oftest kunde have nogen Fordel deraf, saa at ogsaa disse Skuespil kunne henregnes under Skolekomedien. Hovedformaalet var ogsaa her belærende, om end nærmest moralsk, ikke sprogligt; Skuespillene indledes gjerne med opbyggelige Fortaler og ledsages af moralske Randglosser og Skriftsteder. Paa Grund af Oprindelsen fra Skolen finde vi i den første Tid nogen Indvirkning af den klassiske Komedies større Regelmæssighed: Inddeling i Akter og Scener og en simplere og correctere Behandling især af de bibelske Emner, ogsaa med Hensyn til Versbygning, end Middelalderen havde kjendt; men Behandlingen er dog meget ubehændig og lider stadig under det mere episke end dramatiske Præg, der er en Følge af den neie Tilslutning til Bibelens Fortælling. Saaledes hos Sixtus Birch (Betuleius) i Augsburg, Paul Rebhun, Greff midt i det 16de Aarhundrede, og lidt senere især i Strasburg. med Føie undres over, at Mænd, hvem Oldtidens Mønstre og Aristoteles's Regler ex officio vare noie bekjendte», ikke kunde bringe det videre i virkelig dramatisk Composition. I Modsætning til Mysteriet henter Skolekomedien nu fortrinsvis sine Emner fra det gamle Testamente, overensstemmende med den mindre directe opbyggelige end sædelærende Tendens, Dramet fik ved Reformationen. Søger

1) Dsk. Digtek. II. 165.

Alligevel kan Rahbek1)

den en sjelden Gang til det nye Testamente, er det derfor heller ikke mere Frelserens Liv, der behandles, men en eller anden Parabel, især den fortabte Søn. I denne ældre, simplere Form naaer Skolekomedien paa Modersmaalet omtrent ned til Aar 1600, endnu med overveiende religiøse Emner og belærende Præg, og gaar over til os i Oversættelser og Bearbeidelser, oftest for Resten fra Latin, som den af P. Syv1) omtalte Judiths Komedie (efter Schmelzle?) paa Christian III's Tid, Søren Kjær eller Paludans († 1582) Abraham, oversat efter Georg Rollenhagen, og Nabal efter Rud. Walther i Zürich, P. Hegelunds Susanna, bearbeidet 1578 efter Sixtus Birchs latinske Original. I Norge er det især fra Bergen, vi høre om hyppige Skuespil, formodentlig foranledigede ved Berøring med Tyskland gjennem Hansekontoret, der ogsaa opførte forskjellige Fastelavnsspil (« Fastnachtsspiele») stammende fra de middelalderlige Farcer. C. 1562 lod Rector Absalon Pedersen Skoledisciplene opføre Adams Fald, formodentlig efter Tysk, og 1571 spilledes en Tragedia de imaginibus om en samtidig Begivenhed, Fjernelsen af nogle katholske Billeder fra Byens Domkirke, altsaa som det synes et af de tidligste originale Skuespil i Norden, og desuden en anden "Komedie paa Norsk». Nærmere Oplysninger mangle dog, ligesom om de hyppige senere Skuespil i Bergen. 1673 spilledes Hegelunds Susanne 2).

II.

Fra Aar 1600 af undergaar Skuespillet i Tyskland en væsentlig Forandring, som det synes paavirket af de engelske

1) Danske Boglade 1. c.

2) Huitfeldt Chrania Theaterhist. 18 ff.

Skuespillere, der ved denne Tid reiste om og opførte deres Lands Folkeskuespil. Komedien faar mere og mere Præg af en blot Forlystelse; i Stedet for de bibelske og moralske Emner trænge rent verdslige og moderne ind, historiske, romantiske af Folkebøgerne, Tidens almindelige Almuelæsning, ogsaa klassiske behandles nu i Folkesproget. Det belærende Element taber sig, medens der bestandig gjøres mere for den sceniske Effect; det Tragiske og det Burleske blandes, raa og blodige, rædselvækkende Scener, beregnede paa at pirre den engelske Almues grove Nerver, ere fortrinlig yndede. Den sceniske Udstyrelse, Øienslyst og Theatercoup, Trylleri, Fyrværkeri o. s. v. anvendes som Lokkemidler, ligeledes Sang, Dans og Musik, komiske Mellemspil og Narrescener (Hanswurst»), ofte uden synderlig Forbindelse med Handlingen 1). I England og Spanien, hvor Skuespillet i det Hele holdt sig langt mere folkeligt og upaavirket af Klassiciteten end det franske og italienske, udviklede denne Stil sig netop paa Grændsen af Aarhundrederne saa glimrende med Shakespeare og Lope de Vega, der fra Scenen. virkede med alle Midler og drog alle Tilværelseskredse ind i Dramet. I Tyskland evnede man ikke en saa genial Tilegnelse, og Resultatet blev vel foroget Liv og Afvexling, men ogsaa større dramatisk Forvildelse og Raahed, idet Skolekomediens begyndende klassiske Opdragelse standsedes. Den nye

1) Narren i Komedien synes at have sin Oprindelse dels fra den Rolle, Djævelen bestandig mere kom til at spille i den senere Middelalders Mysterier, som den dumme Djævel, dels fra Hofnarrene hos Middelalderens Fyrster og fra en Trang til Surrogat for det antike Dramas Chor, en Repræsentant for den sunde Fornuft, der delvis stod udenfor Handlingen og kunde veilede Tilskuerne til dens rette Forstaaelse. Alle disse forskjellige Elementer spores tydelig i Narrens Karakter, med Fremhævelse snart af det enc, snart af det andet.

Retning opstaar imidlertid ingenlunde ganske uformidlet; det burleske Element og Narren findes allerede i Middelalderens Skuespil og er derfra gaaet over i den ældre Skolekomedie, som ogsaa kjender komiske Bondescener; Farcen maatte efter sin Natur fra først af vælge samtidige, komiske og rent verdslige Emner, og Hans Sachs, † 1576, behandlede ogsaa i det alvorlige Drama alle Tider og Livsforhold. Men fra nu af bliver Hensynet til Virkning ved Opførelse, som hos ham traadte tilbage, aldeles overveiende, og Forfattere som Jacob Ayrer i Nürnberg, † 1603, og Hertug Henrik Julius af Brunsvig, † 1613, kappes med Shakespeare og Lope i Frugtbarhed, om ikke i Talent, og give Dramet et aldeles verdsligt, komisk og folkeligt Præg med Bondescener i Dialect o. s. v. Om end de egentlige Skolekomedier ikke ganske forsvandt, gled Dramet dog saaledes mere og mere ud af Skolernes og de Lærdes Hænder og gik over til Skuespillere af Profession, der kunde give det den nu nødvendige fuldkomnere Udførelse; men derved tabte det den Agtelse, det hidtil havde nydt gjennem sit Forbund med Lærdommen, og udartede stedse mere i Raahed og Stilløshed, indtil vi naa ned til de tidligere nævnte Haupt- und Staatsactionen», skrevne og opførte af omreisende Trupper 1), der staa helt udenfor Poesien. Hertug Henrik Julius synes at have været den første, der i Tyskland havde en fast Skuespillertrup. Efterhaanden blande Emner af de italienske Noveller og Hyrderomanerne sig med de bibelske, historiske og komiske, og pege ned mod de nye Smagsretninger, som trænge ind efter Trediveaarskrigen.

"

I Sverig er dette nye, verdslige Drama stærkt udpræget i de første Aar af det 17de Aarhundrede og

') Werlauff Hist. Antegn. til Ulysses v. Ithacia.