men den vilde han ikke modtage, da han skyldte Danmark sine ævners anvendelse, «Danmark trænger til den. Længere nede i det samme brev til Nyerup 1) er han ikke slet så patriotisk. Der hedder det: «Min beslutning er urokkelig. Jeg kommer ikke mere til Danmark. Udenfor det skal jeg finde den virksomhed, som Dominikanerhætter og aristokrater nægtede mig der.. I Jena fortæller han, at han kunde være bleven dr. theol.; men han vilde ikke sværge på formula concordiæ, der synes ham en formula discordiæ. Hvor længe han blev i Jena, kan ikke bestemt afgøres. I året 1798 traf Steffens ham der; da sad han i universitetets karcer for gæld. Han havde havt nogen formue, der altså har været fortæret, og han er formodentlig derved bleven nødt til at vende tilbage.

M. Møller siger selv, at hverken den, der afskrev hans manuskript, eller den, der bragte det paa trykkeriet, vidste hans navn. Dette synes at være sandt; og den mand, der var hans kommissionær, var vist nok R. Nyerup. Allerede J. Baden havde fundet det påfaldende, at "Lærde efterretninger stode åbne for alle Repertørens markskrigerier. I den samling af breve til R. Nyerup, som findes på universitetsbiblioteket, findes der 4 fra M. Møller. De tre første fra 1795 og begyndelsen af 17962) ere underskrevne: Udgiveren af Repertorium ». Under det fjerde derimod fra 12. febr. 1796 findes hans navn, og efter brevets hele indhold synes det, at det er første gang, Nyerup har fået det at vide. Det hedder her:

"De har taget alt for megen del i Repertoriets den

1) Universitetsbibl. 12. febr. 1796.

2) Dette brev er udateret. Men det refererer sig til Badens anm. i 1. h. af universitetsjourn. for 1796. Det er altsaa skrevet kort før det sidste, som strax skal omtales.

gode sag, til at jeg skulde tro, De nu vilde forråde den ved at smigre for vælden . . . Jeg er udgiveren af Rep. Hele anlæget i mit værk viser, at det ingenlunde var min agt at blive anonym ... Jeg kender vort publikums indiskretion; jeg véd, at man må have et stempel for at tiltale det, at man må være patenteret af kongen og de høje kollegier for at forkynde sandheden. Jeg er præst i menneskehedens tempel, og mit kaldsbrev er det, apostelen omtaler, der ikke er skrevet med blæk, men af ånden. Sådant et kaldsbrev er let kendeligt og læseligt for alle mennesker, men man får hverken konfirmation derpå i kancelliet eller kollats af biskoppen."

Siden oktober

Han taler meget om de forfølgelser, han er udsat for: -Jeg lever i Jena, det rå og vilde Jena, hvor en af vore landsmænd nylig relegeredes, med den yderste ulyst, men jeg véd mig intet andet sted så sikker som her. måned, siden hans bekendtgørelse om annalerne 1) er han på den skrækkeligste og grusomste måde mishandlet af vælden. Animus meminisse horret. Hans breve åbnes, og tre til ham under hans venners navne ere indeholdte i København. «Sig mig, er det ikke rædsomt?» Prof. Bang har sagt, at Repertoriet var skyld i ildebranden 2), grev Osten og andre stormænd have siden pjattet det efter. "Jeg falder som offer for de nederdrægtigste kabaler, men jeg vil falde som Ajax, der anrettede større nederlag blandt sine fjender, da han faldt, end da han sejrede. Når Steffens fortæller, hvorledes Nyerup skaffede sig manuskriptet til Repertoriet

1) De nordiske annaler, et tidsskrift, han vilde udgive. Den 8. novbr. indbød han Nyerup til at være medarbejder. Det var et af de mange løfter om, hvad han vilde udføre, som han aldrig havde havt nogen udsigt til at opfylde.

1) Se Rep. 5. h. Brev til dr. og prof. B. ved Fredriks hosp.

fra trykkeriet og genkendte M. Møllers håndskrift og således opdagede, hvem forfatteren var, da er dette urigtigt; thi som ovenfor vist, han havde korresponderet med ham og kendte altså hans håndskrift, før han kendte hans navn. I øvrigt er den os levnede korrespondance næppe fuldstændig. Det synes, at begyndelsen mangler.

Det ovenfor citerede af brevene til Nyerup viser, at M. Møller var den samme, når han skrev et privat brev, som naar han skrev for publikum. Det er de samme pralerier, den samme indbildning om hans egen storhed, den samme upålidelighed, naar han refererer facta. Det spørgsmål vender stadig tilbage: hvorledes var det muligt, at sådanne rodomontader endog blot en kort tid kunde gjøre så stor opsigt og finde bifald hos alvorlige og sandhedskærlige mænd som f. eks. Nyerup? Også præsten i Vium (siden i Gaverslund) N. Blicher, der i sandhed ikke var nogen ringe mand, glædede sig over, at der i Repertoriet haves opsigt med lærerne, og angav selv både de duelige og de uduelige af sine embedsbrødre for det1). Steffens siger, at M. Møller var et mørkt, i sig selv indesluttet menneske, vist nok ikke uden kundskaber, men mest bevandret i literære kævlerier. Med professorerne i Jena havde han slet ingen omgang; men han besad en magt til at trække unge mennesker til sig, holde dem fast og da at beherske dem tyrannisk. Han kunde fuldkommen absorbere en sådan ung mand og bevogtede derpå hans skridt med lidenskabelig skinsyge. Denne magt øvede han over mere end de unge studenter i Jena, han øvede den en kort tid over hele det danske læsende publikum. Han har der

1) Danske saml. II, s. 91. Rep. 5. h. Brev fra en lærd og retskaffen mand, der er præst i Jylland..

a

Men

for fuldkommen ret, når han siger i brevet af 12. febr.
1796 til Nyerup: «Min biografi er en psykologisk opgave
for den tænkende mand. Men opgaven er dog ikke van-
skelig at løse, han lader sig karakterisere i få ord: M.
Møller var en fantast, så stor en fantast, at han troede
på alle sine egne drømmebilleder. Når han siger, han er
præst, så tror han det selv, når han fremstiller sig som en
martyr for sandheden, har han grædt over sine egne lidelser,
når han udmaler de forfølgelser, han er udsat for, og som
ikke existere uden i hans egen indbildning, kan man være
vis på, at han har iagttaget alle mulige forsigtighedsregler
for ikke at falde i sine fjenders hænder. Alle skulde den
gang konspirere, det lå i luften i revolutionstiden.
naturerne vare forskjellige. De mere udadvendte, som Malthe
Brun, fandt fornøjelse i interessante forbindelser med "de
svenske republikanere og de forenede Irlændere, M. Mel-
ler, der var en indadvendt natur, besørgede det altsammen
selv. Han sidder i sin stue og konspirerer med sin fantasi
om at fremkalde en revolution i religion og videnskab i
Danmark, og straks tror han sig kaldet og skikket dertil.
Han går videre, han tænker sig, hvad alle de, der have
interesse af at holde på det gamle, biskoppen, kancelliet osv.,
ville gribe til for at forsvare sig mod så stor en fare, og
straks er han overbevist om, at han er omringet af fjender
og genstand for de lumskeste efterstræbelser. Det, der
gjorde Repertoriet farligere end de fleste lignende skrifter,
var, at det bar præget af en overbevisning; men dets ind-
flydelse kunde kun vare så kort, fordi det snart måtte vise
sig, at bag denne tilsyneladende overbevisning stod der ingen
mand, men kun en fantast og et fantasibillede udklækket
i en syg hjærne. Det hele måtte da gå i stykker, og de
glimrende ord viste sig da som en skal, der kun skjulte

ligefrem usandhed. Det vilde dog være uret, når man vilde kalde M. Møller en ligefrem løgner og bedrager. Han bedrog ganske vist sig selv først, og når han skrev, mente han ikke at bedrage andre. Objektivt lyver han, så man ikke kan stole på et ord, selv af hvad han alvorligst forsikrer, men subjektivt taler han sandt.

Malthe Møller var selv hovedsagelig forfatter eller oversætter af, hvad der stod i Repertoriet; det faldt hans fantastiske natur let at iføre sig forskjellige skikkelser, så J. Baden ligner ham med Proteus:

.Hver underfuld skabning han vekselvis sig påtager,

som en flammende ild, som et glubende dyr, som en vandstrøm..

Dog havde han i det mindste én beslægtet ånd til medarbejder, nemlig Joh. Erik Berger 1). Han var så uheldig at være adelig og have et von foran sit navn, hvilket generede ham meget; han vilde helst kaldes «borger Berger. To og tyve år gammel gjorde han opsigt ved et skrift: Dagens anliggende, Kbh. 1794. Han begynder med: "Uden I se tegn og underlige gerninger, ville I ikke tro». Men den daværende slægt, mente han, havde set tegn nok: Frankrigs politiske genfødelse og det fra Tyskland udgangne store fornuftevangelium. Denne unge mand, hvis forskruede stil i meget minder om M. Møllers egen, havde i Repertoriets andet hefte skrevet en afhandling om, hvorledes religionslærerne skulle arbejde på at gjøre sig selv overflødige, og i det fjerde hefte et brev, der med den sædvanlige usandfærdighed angaves at være indsendt af en anonym. Han hørte formodentlig til dem, der en tid lang lode sig beherske af M. Møller. Men det varede ikke længe. I

1) Født 1772, opholdt sig som student i Göttingen og Jena, fra 1801 ejer af godset Seekamp i Holsten, 1814 prof. i filos. og astron. i Kiel.